Kasi-Jesper til Landsretten: Erklær min skattesag ugyldig

En af Danmarks mest omtalte skattesager skal kendes ugyldig, lyder kravet fra hovedpersonen Kasi-Jesper før Landsretssag.

Finansmanden, der er kendt som Kasi-Jesper, er på vej ud i et retsopgør med Skat om millionbeløb. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Skat har begået så store fejl, at en skatteregning på mere end 150 mio. kroner bør krølles sammen og smides i papirkurven.

Sådan lyder det fra erhvervsmanden Jesper Laustrup Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, der efter flere års tilløb i dag mødes med Skatteministeriet i Østre Landsret.

- Der er indledt tjenestemandssager mod adskillige af de skattefolk, der har haft med min sag at gøre, og det betyder, at min advokat mener, at hele sagen skal erklæres ugyldig på grund af formelle fejl, siger Jesper Laustrup Nielsen til DR Nyheder.

DR Nyheder har været i kontakt med Kasi-Jespers advokat, som bekræfter, at han i Landsretten vil forsøge at få hele kravet fra Skat erklæret ugyldigt som følge af formelle fejl begået af Skat.

Undgik personlig beskatning

Hvis skattesagen kendes ugyldig, går statskassen ifølge Skat glip af mere end 150 mio. kroner, som Jesper Laustrup Nielsen har undladt at betale i skat.

Kasi-Jesper har været i Skats søgelys, siden han i 2007 indgik et historisk stort sponsorat med fodboldklubben Brøndby IF til en værdi af 200 mio. kroner. Siden kom han i vælten, da han postede millioner i håndboldklubben AG København, og hans millioner gjorde den til landets bedste, inden klubben gik konkurs med et brag i 2012.

Men de mange penge til sportsklubberne kom fra Kasi Group og ikke fra Jesper Laustrup Nielsen selv. Dermed undgik han at blive personlig beskattet af overførslerne til klubberne.

En praksis, som Skat altså finder ulovlig, fordi sponsoraterne efter Skats opfattelse ikke havde kommerciel værdi for Kasi-firmaet, men derimod var et forsøg på at pleje Kasi-Jespers personlige interesse for sportsklubberne.

DR Nyheder har været i kontakt med både Skatteministeriet og Kammeradvokaten, men herfra lyder det, at man ikke ønsker at kommentere den konkrete skattesag.

Det står dog klart, at Skat tidligere har erkendt fejl i forløbet med Kasi-Jesper, hvilket fremgår af et brev, som en skattedirektør sendte i 2013 til Jesper Nielsens daværende rådgiver. Skat har også bekræftet, at der på baggrund af sagen blev indledt tjenestemandssager.

Ifølge en skatteekspert vil det være en overraskelse, hvis det lykkes for Jesper Nielsen at få hele kravet kendt ugyldigt på grund af formelle fejl.

- Jeg kan ikke se ud fra det brev, der er sendt til Kasi-Jesper, at der er noget, som skulle indikere, at der er begået noget så alvorligt, så sagen ikke skulle kunne køre. Så det vil overraske mig, hvis sagen erklæres ugyldig, siger skatteekspert og direktør i Advitax Thorbjørn Helmo Madsen til DR Nyheder.

Skattesagen har allerede været behandlet i Landsskatteretten i januar 2016. Dengang tabte Kasi-Jesper sagen. Sagen begynder på ny i Østre Landsret mandag morgen klokken 09.30.

FAKTA: Skats svar til Kasi-Jesper

  • Daværende direktør i Skat, Erling Andersen, medgav i et brev sendt i 2013 til for Jesper Laustrup Nielsen, at Skat havde begået fejl i skattesagen.

  • Direktøren skrev, at der blev lagt et ”utilbørligt” pres på Kasi-Jesper fra Skats side, da Skat truede med, at sagen ville blive sendt til en strafferetlig ansvarsvurdering, hvis der ikke blev indgået et forlig.

  • Skattedirektøren understregede dog også, at han ikke kunne tage stilling til skattesagens konkrete indhold.