A-kasser bruger dine penge på reklame

Sidste år brugte arbejdsløshedskasserne i alt op mod 100 millioner kroner på markedsføring. Se her, hvor meget din a-kasse bruger.

Stadig flere af de penge, a-kasser får ind fra deres medlemmer, bliver brugt på reklamer. I løbet af de sidste år er a-kassernes udgifter til markedsføring eksploderet.

Det gælder eksempelvis a-kassen ASE, der sidste år brugte 17,8 millioner kroner på markedsføring. Det svarer til at hvert medlem betalte 120 kroner til eksempelvis tv-reklamer med Hella Joof og Casper Christensen.

Dermed er ASE den a-kasse, der bruger flest penge på markedsføring, viser en ny opgørelse fra Pensionsstyrelsen.

God forretningHos ASE afviser marketingsdirektør, Mette Bossen, at det skulle være spild af medlemmernes penge. Tværtimod.

- Vi kan se, at hver gang, vi er på TV, så øger vi antalet af medlemmer, siger hun og fortsætter:

- Og hvis vi tjener penge, så kører butikken bedre rundt og dermed kan vi lave bedre priser til glæde for vores medlemmer.

Hun fortæller, at ASE har regnet ud, at der er et "fornuftigt" afkast på de penge, der bruges på markedsføring.

ASE pointerer derudover, at de selv har regnet ud, at de traditionelle a-kasser under eksempelvis 3F og HK overgår dem, når det kommer til markedsføring og reklamer.

Ikke eneståendeASE er da absolut heller ikke alene om at spendere millioner af kroner på reklamer. Sidste år brugte a-kasserne 63 millioner kroner på markedsføring. Det er dobbelt så meget som i 2003, viser Pensionsstyrelsens opgørelse.

Og det reelle tal er sandsynligvis højere, for de traditionelle a-kasser deler pengekasse med fagforeninger, forklarer Per Jensen, specialkonsulent i Pensionsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet og forfatter til undersøgelsen.

- Det ligger i virkeligheden omkring 90-100 millioner kroner, hvis man medregner de a-kasser, der samarbejder med de faglige organisationer, siger specialkonsulenten.

Øget konkurrenceIfølge Per Jensen er det især liberaliseringen af markedet for a-kasser, der har affødt den øgede markedsføring. I 2002 blev tværfaglige a-kasser godkendt og dermed kan medlemmerne vælge og vrage a-kasse.

- Konkurrencen mellem a-kasserne er hård. Man kæmper om de samme medlemmer. Det betyder, at nogle går ud meget aktivt og forsøger at lokke kunder ind i folden, siger han.

Undersøgelsens ophavsmand vil dog ikke vurdere, om pengene er givet godt ud. - Vi lægger de her tal ud, for at øge gennemsigtigheden, så må det være op til den enkelte, om det a-kasserne gør, er godt eller skidt.

Facebook
Twitter