A-kasser: Ca. 13.000 har mistet dagpengeret

Siden nytår er næsten 13.000 ledige røget ud af dagpengesystemet, viser en opgørelse fra a-kasserne. 30.000 står til at ryge ud i år.

Verner Sand Kirkd, der er direktør i a-kassernes Samvirke forventer, at 30.000 ledige i år vil miste dagpengeretten.

I januar mistede 5.500 ledige dagpengeretten, i februar var det 4.200 ledige og i marts har lidt over 3.000 mistet dagpengeretten.

Dermed er det samlede tal over 12.700 efter tre måneder, viser den seneste opgørelse fra a-kasserne og AK-Samvirke.

AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, vurderer, at antallet af ledige, der hver måned vil miste dagpengene, vil holde sig på ca. 3.000 frem til juli.

Vil stabilisere sig

- Fra juli og frem vil antallet sandsynligvis falde noget og stabilisere sig i omegnen af 1.500 ledige, siger han.

Samtidig vil mange af de ledige, der kommer på den særlige uddannelsesordning i dette halvår, stå helt uden forsørgelse eller komme på kontanthjælp efter 1. juli, fordi de ikke finder et arbejde.

Verner Sand Kirk vurderer, at de varige konsekvenser af dagpengereformen er, at der hvert år vil være op imod 18.000 ledige, som mister dagpengene.

Han forventer, at op mod 30.000 ledige vil ryge ud af dagpengesystemet i 2013 på grund af indfasningsreglerne.

Forudsætningerne for reformen var, at kun 2-4.000 ledige risikerede at miste dagpengene årligt.

Facebook
Twitter