Kemi-gigant indrømmer fusk med Mærsk-kemikalier

Mærsk-leverandør erkender snyd med tonsvis af miljøfarlige kemikalier.

Ingen er blevet straffet i sagen, der er den største kemikaliesag i den danske del af Nordsøen nogensinde. Miljøstyrelsen har allerede i 2017 fastslået, at havmiljøloven blev overtrådt, da Scavtreat 7103 tilsat BAC50 blev udledt ved Mærsk Oils olieplatforme. Foto: Colourbox - illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder

Den globale kemivirksomhed Clariant erkender at have spillet en nøglerolle i udledningen af over 80.000 ton af det miljøfarlige kemikalie Scavtreat i Nordsøen.

En medarbejder hos Clariant fiflede ifølge Clariant selv med kemikaliets indhold og deklarering.

Fiflerierne betød, at både Mærsk Oil og Miljøstyrelsen blev vildledt til at tro, at kemikaliet Scavtreat 7103 var mindre miljøfarligt, end det reelt var.

Det fremgår af en undersøgelsesrapport, som Clariant selv har udarbejdet.

- Denne begivenhed var en isoleret hændelse, står der i rapporten, hvori Clariant erkender, at en enkelt unavngiven medarbejder gik langt udover sine beføjelser og overtrådte firmaets interne retningslinjer i sagen, der er den største kemikaliesag i den danske del af Nordsøen nogensinde.

- En grim episode

En dansk ekspert i miljøkemi har læst undersøgelsesrapporten og finder dens beskrivelser yderst opsigtsvækkende.

- Det er svindel, siger seniorforsker i miljøkemi ved Aarhus Universitet Pia Lassen.

Hun er forundret over, at det angiveligt var muligt for en medarbejder hos Clariant at få underleverandøren Synthite til at tilsætte det røde og miljøfarlige stof BAC50 til Scavtreat 7103 – uden at myndighederne, Mærsk Oil eller ledelsen i Clariant har fået det at vide.

Hvor alvorlig er den her overtrædelse af de interne regler i Clariant?

- Den er meget alvorlig. I princippet har den jo ført til en ulovlig overtrædelse af miljøtilladelser, siger seniorforsker Pia Lassen og tilføjer:

- Det er en grim episode, som ryster tilliden til Clariant.

Serviceminded

Clariant ønsker ikke at give interview til DR Nyheder. Virksomheden ønsker heller ikke at oplyse, om den implicerede medarbejder stadig arbejder for virksomheden, eller om han eller hun er blevet meldt til politiet.

Rapporten fra Clariant beskriver i detaljer, at Mærsk Oil i oktober 2003 begyndte at bruge Scavtreat 7103 ved sine olieplatforme i Nordsøen, men ikke var tilfreds med kemikaliet.

Under højt tryk og høje temperaturer dannede det myresyre, erfarede ansatte hos Mærsk Oil. Mærsks udfordringer med kemikaliet hørte medarbejderen hos Clariant om, hvorefter BAC50 blev tilsat i januar 2005 med det formål at nedsætte niveauet af myresyre.

- Det er en serviceminded person hos Clariant, som gerne vil gøre det godt for Mærsk. Det er mit bud, siger seniorforsker Pia Lassen på baggrund af rapportens oplysninger.

Ifølge rapporten skjulte den ansatte hos Clariant over for Mærsk Oil, at BAC50 blev tilsat.

Ikke tradition uvederhæftig adfærd

Den ansatte bad ligeledes Clariants underleverandør Synthite om ikke at fortælle Mærsk Oil, at BAC50 var blevet tilsat. Mærsk Oil har fortalt, at virksomheden først blev klar over, at BAC50 var tilsat kemikaliet i 2017 efter at have udledt det til havet i mere end 12 år.

- Det ubesvarede spørgsmål er jo, hvorfor Mærsk slog sig til tåls med at klage over, at der var myresyre og efterfølgende ikke gjorde mere ved det, siger Pia Lassen.

Kan du være 100 procent sikker på, at ingen hos Mærsk Oil har vidst, at det her røde stof kom i kemikaliet?

- Man kan jo aldrig være 100 procent sikker, men jeg vi sige, at det vil jeg være 99,9 procent sikker på, for ellers skulle der sidde en person af samme type hos Mærsk som hos Clariant – det vil jeg finde højst usandsynligt, siger seniorforskeren.

Hvorfor?

- Vi har jo ikke rigtig en tradition i Danmark for uvederhæftig adfærd, så jeg vil finde det meget usandsynligt, at der sad to skurke eller to svindlere og blev enige om det her, siger Pia Lassen.

- Indlysende ansvar

Da det ifølge Clariant selv var en overtrædelse af interne procedurer, som førte til, at der blev hældt tonsvis af miljøfarlige kemikalier i Nordsøen, har dansk politi opgivet at føre en sag mod Mærsk Oils nye ejer, Total.

At sagen tilsyneladende slutte der ærgrer Greenpeace Danmark.

- Overordnet er det bare hamrende ærgerligt, at der ikke kan placeres et ansvar i den her sag. Man har et stort og indlysende ansvar hos leverandøren, men det bør ikke fratage ansvaret fra selve oliselskabet, siger Mads Fisker, der er fungerende kampagnechef i Greenpeace Danmark.

Ingen er blevet straffet i sagen, der er den største kemikaliesag i den danske del af Nordsøen nogensinde. Miljøstyrelsen har allerede i 2017 fastslået, at havmiljøloven blev overtrådt, da Scavtreat 7103 tilsat BAC50 blev udledt ved Mærsk Oils olieplatforme.

Total ønsker ikke at kommentere oplysningerne i rapporten.

MÆRSK OIL KØBT AF TOTAL

  • Verdens fjerdestørste oliekoncern Total købte i 2018 Mærsk Oil i en milliardhandel.

  • Med i handlen fulgte cirka 1.500 Mærsk-ansatte, som i dag kører olieforretningen videre for Total.

  • Mærsk Oils licens til at bore efter olie og gas i den danske undergrund bliver videreført af Total.

  • Oliekoncernens danske aktiviteter er underlagt dansk miljølovgivning.

Facebook
Twitter