Kemp & Lauritzen fyrer fire medarbejdere i svindelsag

En kontakt fra Udenrigsministeriet fik ekstravagante middage for flere tusinde kroner, oplyser direktør.

Det samlede beløb i sagen er ifølge Kemp & Lauritzen opgjort til cirka 270.000 kroner.

Fire af de i alt fem Kemp & Lauritzen-medarbejdere, der i maj måned blev suspenderet for formodet svindel med køb af it-udstyr, er blevet fyret.

Det oplyser virksomheden, der arbejder med el og vvs og har omtrent 2.000 ansatte.

I en pressemeddelelse skriver Kemp & Lauritzen, at advokatundersøgelser viser, hvordan de fire ansatte har indkøbt mobiltelefoner og tablets for tusindvis af kroner til flere medarbejdere i Bygningsstyrelsen.

Desuden har nogle af de involverede medarbejdere brugt pengebeløb på restaurantbesøg, som er i en størrelse virksomheden ikke kan acceptere.

- En bortvisning er i sig selv en meget alvorlig sanktion, som alle i virksomheden naturligvis er berørte af. Men når man udsættes for tillidsbrud i form af en række betydelige ledelsessvigt i kombination med væsentlige brud på vores interne retningslinjer, har vi i direktionen ikke haft et reelt valg, lyder det fra administrerende direktør Peter Kaas Hammer.

Dyre middage til ansat i Udenrigsministeriet

Det samlede beløb i sagen er ifølge Kemp & Lauritzen opgjort til cirka 270.000 kroner, hvoraf halvdelen vedrører mobiltelefoner og tablets. Resten af pengene kobles til syv restaurantbesøg, der ligger "to, tre eller fire år tilbage i tiden".

Otte medarbejdere fra Bygningsstyrelsen er suspenderet. Der er dog ikke sammenhæng mellem Bygningsstyrelsen og restaurantbesøgene, oplyser Kemp & Lauritzen.

Ifølge Peter Kaas Hammer er der derimod tale om "et andet og nu ophørt kontraktforhold, hvor en og samme kontaktperson blev bespist og beværtet på ekstravagant vis".

- Det var en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fik de her ekstravagante middage. Udenrigsministeriet er ikke længere vores kunde, men vi har alligevel valgt at orientere Udenrigsministeriet om sagen, forklarer direkøren til DR Nyheder.

Mangel på ledelsesmæssig dømmekraft

Der blev i advokatundersøgelsen ikke fundet grundlag for at politianmelde de fire ansatte, og den femte medarbejder, der var suspenderet, har genoptaget sit arbejde.

Peter Kaas Hammer understreger, at sagen er blevet taget dybt alvorligt:

- For mig handler den her sag hverken om mobiltelefoner, tablets, restaurantbesøg eller usædvanlige rabatordninger til udenforstående. Der er tale om noget langt mere alvorligt – nemlig om etik og moral og dermed i sidste ende om virksomhedens ve og vel.

- En lille håndfuld betroede medarbejderes mangel på ledelsesmæssig dømmekraft og ordentlighed skal ikke have lov at bringe virksomhedens omdømme i fare, siger den administrerende direktør.