Kendt erhvervsmand bedrageri-sigtet

En 47-årig forretningsmand fra Nordsjælland, der er beskyttet af navneforbud, er blevet sigtet for dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

(Foto: Claus Fisker © Scanpix)

En 47-årig mand er netop blevet fremstillet i grundlovsforhør og er fængslet frem til 25. februar.

Han er beskyttet af navneforbud. Derfor er oplysningerne om ham begrænsede.

Ifølge Ritzau er der tale om en forretningsmand fra Nordsjælland, der tidligere har været 'blæst omkring'.

- Vi modtog en anmeldelse om dokumentfalsk og bedrageri til en værdi af seks millioner kroner, og på den baggrund anholdt vi manden, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Nægter sig skyldig

I forbindelse med grundlovsforhøret fremgik det, at bedrageriet på de 6,1 millioner kroner er sket ved, at manden ved hjælp af dokumentfalsk har formået at overbevise et investeringsfirma om køb af en række ejendomme.

Til det formål skulle manden forlods have fået udbetalt 6,1 millioner kroner. Den 47-årige nægter sig skyldig.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning i sagen.

Anklager Margit Wegge, Nordsjællands Politi, ville ikke komme nærmere ind på hvorfor, men hun udelukker ikke, at der er en mulig medgerningsmand på fri fod.

Af sigtelsen mod den 47-årige fremgik det imidlertid ikke, at han skulle have gjort det, han mistænkes for, sammen med andre.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk