Kendt influencer får historisk bøde: 'Det pletter vores branche', siger Mascha Vang

En dansk influencer har som den første fået en bøde for skjult reklame.

Kendt influencer med over 100.000 følgere på Instagram er den første til at betale en bøde for skjult reklame. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Dyre sko, helseprodukter og invitationer til eksklusive arrangementer leveret til din hoveddør kvit og frit. Sådan er en del af arbejdet som influencer.

Men det kan blive virkelig dyrt, hvis du glemmer at minde dine følgere om, at du har modtaget produkterne gratis.

Det kan koste en bøde på 60.000 kroner.

Det har en kendt influencer med over 100.000 følgere på det sociale medie Instagram netop oplevet.

Ifølge Forbrugerombudsmanden, der som myndighed holder øje med skjult reklame, har influenceren i 17 opslag på Instagram helt udeladt eller misplaceret informationen om, at der var tale om reklame.

Opslagene på det sociale medie Instagram handlede blandt andet om skønhedsbehandlinger, restaurantbesøg og tøj- og skomærker.

Influencer erkendte skjult reklame

Forrige sommer politianmeldte Forbrugerombudsmanden fire influencere for at overtræde markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.

De fire influencere blev anmeldt, da Forbrugerombudsmanden mente, at det ikke fremgik tydeligt nok, at flere af deres opslag på sociale medier reelt var en reklame for et produkt eller en virksomhed.

Nu har en af de anmeldte influencere erkendt, at vedkommende har overtrådt loven om skjult reklame og valgt at betale en bøde på 60.000 kroner.

- Det er første gang, at en influencer betaler en bøde for skjult reklame. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at influencere selv er omfattet af markedsføringsloven, og at det ikke kun er virksomhederne, der har ansvaret, siger Marie Asmussen, der er fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er der lagt vægt på grovheden, antal følgere på Instagram, antallet af overtrædelser, og i hvor lang tid overtrædelserne har stået på for at bestemme bødestørrelsen.

Mascha Vang: Alle kender reglerne

Mascha Vang er en af de influencere, der har har en stor følgerskare på de sociale medier. På Instagram er der lige nu 229.000, der følger med i influencerens hverdag.

Derfor kender hun efterhånden markedsføringsreglerne og mener, at det samme gør sig gældende for hendes kollegaer.

- Når du arbejder som influencer og tjener penge på det, så kender du godt reglerne, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes, det er så irriterende. Det pletter vores branche, at nogen bevidst ikke overholder reglerne. Influencere med over 100.000 følgere ved udmærket godt, hvordan reklame skal fremgå.

Influenceren Mascha Vang har i øjeblikket 229.000 følgere på Instagram. Ifølge hende skader det branchen, at nogle influencere bryder loven. (Foto: Oscar Scott Carl © Scanpix)

Hun erkender, at det for år tilbage også var svært for hende at finde rundt i reglerne. Men dengang var der 'mange gråzoner', hvor influencere kunne blive i tvivl.

- Vi er i 2020. Nu kan du bare ikke være i tvivl længere. Jeg synes, at en bøde for at bryde loven er fint, siger Mascha Vang.

Det siger loven om skjult reklame

  • Skjult reklame er forbudt ifølge markedsføringslovens paragraf 6, stk. 4.

  • Det skal derfor være tydeligt for modtageren, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale.

  • Det gælder, uanset på hvilket medie reklamen bliver vist, for eksempel i trykte medier, som aviser og blade, eller på internettet, og uanset hvem reklamen retter sig til.

  • Børn og unge er mere godtroende end voksne og har ikke de samme erfaringer som voksne med at gennemskue, om der er kommercielle interesser bag et budskab.

  • Derfor skal virksomheder, der markedsfører sig over for børn og unge være ekstra opmærksomme på, om reklamen er tydeligt markeret, så målgruppen kan forstå, at det er reklame. Kilde: Forbrugerombudsmanden

Facebook
Twitter