Kina-lønninger presser virksomheder

Voldsomme lønstigninger i Kina presser de danske virksomheder. De må følge med og betale for at beskytte deres store investeringer i landet.

Voldsomme lønstigninger i Kina presser de danske virksomheder. De må følge med og betale for at beskytte deres store investeringer i landet. (Foto: Ecco © Ecco)

Lønningerne i Kina er det sidste år steget så meget, at Kinas største virksomhed, Foxconn, for nylig har besluttet at indkøbe tæt på en million produktionsrobotter til sine fabrikker på østkysten - arbejdskraften er simpelthen blevet ligeså dyr som maskiner.

Hos de danske virksomheder i Kina slår man dog koldt vand i blodet, fortæller Glen Mikkelsen, administrerende direktør i DI Asia Base, som rådgiver danske virksomheder i Kina

- De danske virksomheder reagerer rationelt. De betaler de lønstigninger der skal til, hvis de har en god forretning eller en langsigtet business case.

Kina attraktivt marked

Selvom lønningerne stiger i Kina og produktionen dermed bliver dyrere, så er det vigtigt at skelne imellem de virksomheder, der alene er i landet for at få lavet billige varer til deres hjemmemarked - og dem der også afsætter til det kinesiske marked.

For de sidste er det nemlig fortsat meget attraktivt at blive i landet og tage del i det økonomiske boom, der får efterspørgsmål på alt mellem himmel og jord til at stige.

ECCO bliver

En af de virksomheder er ECCO, der både producerer sko og garver læder. Virksomhedens produktionsfaciliteter ligger i det østlige Kina, hvor lønningerne stiger mest - men det får ikke ECCO til at flygte, fortæller Michael Hauge Sørensen, daglig leder af ECCO.

- Det er klart at vi løbende følger udviklingen i lønomkostninger, men det er selvfølgelig kun et af en række parametre vi kigger på, når vi vurderer produktions steder. Kina er jo et fantastisk marked for ECCO, og vi har været her i snart 15 år og ser stadig nogle fantastiske vækstrater.

Arbejdskraften rejser hjem

Der er flere årsager til at arbejdslønningerne stiger i Kina. Det handler blandt andet om at der er et politisk ønske om højere lønninger - men også om at arbejdskraften rejser hjem.

Længe har det nemlig været sådan at fattige bønder fra det indre Kina forlod deres familier og rejste ud til kysterne for at arbejde på fabrikkerne. Men i takt med at Kina er blevet rigere og flere fabrikker er flyttet vest på, kan de nu blive hjemme.

Konkurrencen om arbejdskraften på østkysten er derfor blevet højere - og lønningerne tilsvarende.

Gode arbejdsforhold vigtige

Det betyder også at virksomhederne må være gode til at holde på deres gode medarbejdere - og det arbejder de også aktivt med hos ECCO - og har gjort det længe. Det betyder kantineordninger, sportsfaciliteter og sociale arrangementer for medarbejder.

Men derudover betyder det også meget for ECCO at have lokal arbejdskraft

- Vores kongstanke er, at vi ønsker primært at ansætte fra lokalområdet. Det skyldes at vores stifter Karl Toosbuy havde den grundholdning, at folk skulle have et familieliv og kunne komme hjem til familien om aftenen. Derfor prioriterer vi at kunne etablere os i et område, hvor folk har mulighed for at have dét.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53ab63116187a210f0ef87f6

Facebook
Twitter