Kinas økonomi er ved at løbe løbsk

Kinas centralbank hævede endnu engang renten i dag. Men økonomien ser ud til at være ved at løbe løbsk. Inflationen er steget med fire procent siden sidste år.

Kinas økonomi er ved at være i en kritisk fase. Væksten stiger eksplosivt, og det samme gør inflationen.

Kineserne er nu for alvor begyndt at frygte den situation, som vestlige lande i lang tid har advaret om, nemlig en overophedning af landets økonomi.

Renteforhøjelser skal tæmme vild vækstFor at undgå, at væksten løber løbsk, hævede den kinesiske centralbank i dag ind- og udlånsrenterne med de sædvanlige 0,27 procentpoint til henholdsvis 3,33 procent og 6,84 procent.

Dette er femte gang på under halvandet år, at myndighederne bruger rentehævelser til at prøve at lægge en dæmper på den særdeles kraftige kreditekspansion og den høje investeringsaktivitet.

Alarmerende tal

Reaktionen kommer efter en række alarmerende tal der blev offentliggjort i går, der blandt andet viste en rekordhøj vækst i andet kvartal på 11,9 procent sammenlignet med samme kvartal i 2006 og en stigning i inflationen til 4,4 procent - det højeste niveau i 33 måneder og væsentligt over centralbankens øvre inflationsgrænse på 3 procent.

Den stigende inflation har givet People's Bank of China yderligere et argument for at stramme pengepolitikken, skriver analytiker fra Handelsbanken Thomas Haugaard Jensen.

Forsøger at undgå overophedning

- De kinesiske myndigheder har i længere tid forsøgt at undgå en overophedning af økonomien ved udover at hæve renten også at øge bankernes reservekrav og gennemføre en række direkte reguleringer af økonomiske aktiviteter, skriver han i en pressemeddelelse og påpeger samtidig, at myndighederne indtil nu ikke har gjort noget alvorligt for at tæmme væksten

- De pengepolitiske stramninger har indtil videre kun været moderate, og har ikke umiddelbart haft væsentlig effekt på investeringsaktiviteten. Dette skyldes især, at disse aktiviteter i høj grad er blevet finansieret af opsparet profit fra især eksportsektoren, der har oplevet stærk vækst i længere tid.

Nøgletal peger på overophedning

Økonomien viste sig overordentlig stærk i 2006 med en vækst på 10,7 procent. Der var i en periode tegn på, at myndighedernes stramningstiltag så småt var begyndt at få effekt, idet investeringsvæksten begyndte at kravle nedad, men de seneste nøgletal peger nu igen i retning af en overophedning af økonomien.

- Vi forventer dog på længere sigt fortsat en gradvis tilpasning til lavere vækst om end det nu ser ud til, at der kan gå længere tid før vi når ned på et-cifret niveau og det er derfor mest sandsynligt, at myndighedernes kamp mod overophedningen fortsætter et stykke tid endnu, vurderer Thomas Haugaard Jensen.

Facebook
Twitter