Kinesisk spilmilliardær død juledag: Blev han forgiftet af en kop te?

Politiet har anholdt en kollega for drab på 39-årige Lin Qi, der døde juledag.

Spilmilliardæren Lin Qi døde juledag i en alder af blot 39 år. (Foto: YOOZOO GAMES)

Den 39-årige spiludvikler Lin Qi var ikke hvem som helst, men alligevel var han ikke kendt i den bredere offentlighed.

Som grundlægger og administrerende direktør i det kinesiske spilfirma Yoozoo Games, der blandt andet har lavet spillet 'Game of Thrones: Winter is coming', var han blandt Kinas 1.000 rigeste med en formue på omkring én milliard dollars - seks milliarder kroner.

Men nu har hans død juledag efter en ni dage lang indlæggelse også gjort ham kendt uden for den snævre kreds af spilaficionados.

For en kollega til den kinesiske milliardær er nemlig blevet anholdt - mistænkt af politiet for at have forgiftet Lin Qi.

Det skriver flere internationale og lokale medier, heriblandt BBC og South Morning China Post.

Blandt de største i Kina

Lin Qi grundlagde Yoozoo Games i 2009, og spilfirmaet har blandt andet vundet markedsandele på at lave spil til mobiltelefoner.

Det er gået så godt, at Yoozoo Games i dag er det niende største af sin slags i Kina.

Og Lin Qi var personligt på vej mod endnu en succes. I september blev det nemlig offentliggjort, at han skulle være med til at producere Netflix-serien ”The Three-Body Problem” baseret på en kendt kinesisk novelle, som Yoozoo-stifteren ejer rettighederne til.

Bogen er den første del af sci-fi-trilogien ”Remembrance of Earth’s Past” af den anerkendte forfatter Liu Cixin, og fans af trilogien tæller blandt andet den tidligere amerikanske præsident Barack Obama.

Men mens spilmillionerne rullede ind, var der angiveligt kurrer på tråden på ledelsesgangene i Yoozoo Games, beretter flere kinesiske medier.

Om det var det, der førte til Lin Qis død er uvist, men 16. december blev han så syg, at han blev indlagt på hospitalet. I første omgang forlød det, at han havde det bedre.

Men 25. december kom den chokerende meddelelse. Lin Qi var død.

Ifølge flere kinesiske medier var det en ledelseskollega, der angiveligt forgiftede ham, og kollegaen er siden hen blev anholdt og sigtet for drab. Nogle medier beretter om, at han blev forgiftet gennem sin te, mens andre beskriver, at han blev forgiftet gennem sin medicin.

Ingen af teorierne er bekræftet, og politiet i Shanghai har udelukkende villet sige, at de har anholdt en mand, der er mistænkt for at have forgiftet topchefen.

Et screenshot fra Games of Thrones-spillet, som Yoozoo Games og Lin Qi står bag.

Vil fortsætte kampen mod det onde

Til gengæld er det sikkert, at Lin Qis død har skabt sorg blandt hans ansatte hos Yoozoo Games.

Adskillige medarbejdere var samlet foran selskabets hovedkontor i den kinesiske storby for at sige farvel.

Selskabet har også skrevet et sidste farvel til dets grundlægger på det sociale medie Weibo, der er af det største af sin slags i Kina.

- Du så igennem, hvad der var uperfekt, men troede stadig på skønheden. Sammen vil vi fortsætte med at være venlige, fortsætte med at tro på godhed og fortsætte kampen mod alt det onde, skrev Yoozoo Games i opslaget, der er set over 300 millioner gange.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter