Kinesiske Huawei droppet: Svenskere skal bygge nyt dansk mobilnet

TDC har valgt Ericsson som leverandør til landsdækkende 5G-netværk.

Det bliver svenske Ericsson, der skal levere det kommende 5G-netværk. (Foto: © Rafael Marchante, Scanpix)

Dermed bliver det ikke TDC’s nuværende hovedleverandør af mobilnetværk, kinesiske Huawei, der får opgaven.

- Der var to bud, og det var en hård forhandlingsproces. Jeg er meget tilfreds med, at vi er endt med Ericsson som partner på vores 5G-netværk, siger TDC’s administrerende direktør Allison Kirkby.

5G-netværket skal over de kommende år erstatte det nuværende 4G-netværk, som de fleste nyere mobiltelefoner i dag benytter, med kraftigere og hurtigere trådløse forbindelser i hele landet.

Debat om sikkerhed

Beslutningen om fremtidens mobilnetværk i Danmark kommer efter omfattende offentlig debat om sikkerhedsrisikoen ved at lade et kinesisk selskab stå for kritisk infrastruktur herhjemme.

Forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen har peget på mulige sikkerhedsmæssige udfordringer på grund af Huaweis tilknytning til den kinesiske stat, men han har også understreget i et samråd, at han ikke ser nogen mulighed for at lovgive mod Huawei.

TDC’s administrerende direktør Allison Kirkby understreger, at valget af Ericsson – og fravalget af Huawei – er sket ud fra rent forretningsmæssige hensyn. De danske myndigheder har været involveret i sikkerhedsaspekter ved valget af leverandør til 5G-netvcærket, men det er der intet usædvanligt i.

- Vi er altid i en løbende dialog med sikkerhedsmyndighederne, fordi vi driver kritisk infrastruktur. Det gælder ikke kun for denne proces, men for alt, hvad vi gør, siger Allison Kirkby.

Hun ønsker ikke at oplyse om de økonomiske vilkår i de to selskabers respektive bud.

Huawei har siden 2013 opbygget og drevet 4G-netværket for TDC i Danmark og skal fortsat varetage en række opgaver for teleselskabet.

Huawei har i et brev til Folketinget understreget, at selskabet følger alle gældende love og regler i de lande, hvor de opererer.

Ikke kun i Danmark, men i en række andre lande er sikkerheden omkring Huawei blevet debatteret. I USA har man lige frem forbudt salget af alle Huawei-produkter, og den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har åbent advaret europæiske lande mod at handle med det kinesiske firma.