Klageramte flyselskaber får deadline til at betale tilbage: "Vi ser systematisk overtrædelse af reglerne"

Mange kunder har penge ude at flyve, mens selskaber trækker tiden, lyder det fra minister.

Det er "systematisk overtrædelse af reglerne om refusion", der har fået transportminister Benny Engelbrecht til (S) til at træffe beslutningen. (Foto: © -, Scanpix)

Flyselskaber med mange klager hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen får nu besked om at sætte fart på tilbagebetalingerne.

Styrelsen vil nu udstede såkaldte påbud mod de flyselskaber, der har over 50 klager over manglende udbetaling af penge for aflyste flybilletter liggende på myndighedens bord. Det betyder, at de i sidste ende kan risikere at blive politianmeldt.

Det er "systematisk overtrædelse af reglerne om refusion", der har fået transportminister Benny Engelbrecht (S) til at træffe beslutningen, siger han i et skriftligt svar.

- Der vil blive udstedt et påbud mod de luftfartsselskaber, der på systematisk vis ikke tilbagebetaler pengene til flypassagererne i rette tid, siger han.

Truer med politianmeldelse

Hvis et flyselskab ikke retter op efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens påbud, så truer styrelsen med også at politianmelde selskaberne for ikke at makke ret.

Ifølge et notat, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, så vil den slags sager typisk handle om en bøde til selskabet.

Størrelsen på bøden afhænger af det beløb, som ikke er betalt tilbage endnu.

- Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen anmoder anklagemyndigheden om at fastsætte bødestørrelsen på 10.000 kr. eller 20.000 kroner per passager, afhængig af størrelsen på det skyldige beløb, lyder det i notatet.

Uvist hvad fristen bliver

Coronakrisen har kostet dyrt i aflyste flyafgange.

Tusindvis af kunder har efter måneders venten endnu ikke fået svar på, om de får deres penge for aflyste flyafgange retur, og det har medført en lavine af klager mod flyselskaberne.

EU-reglerne for aflyste flyafgange er ellers rimeligt klare. Hvis et fly aflyses af flyselskabet, så har kunderne krav på at få pengene tilbage inden for syv dage.

Hverken minister Benny Engelbrecht eller Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen løfter dog sløret for, hvor lang styrelsens frist og tålmodighed med de enkelte selskaber kommer til at være.

- Styrelsen skal først igennem processen med høringssvar, før vi kan fastsætte den konkrete deadline for det enkelte selskab. Fristen for det enkelte selskab vil fremgå af påbuddet, skriver styrelsen i en mail til DR Nyheder.

Men der er tale om en metode, der løbende skal lægge pres på selskaber, som lige nu har eller er i risiko for "omfattende udfordringer med refusionspligten", skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

- Styrelsen vil således løbende vurdere, om tiltaget skal iværksættes mod flere flyselskaber, lyder det.

SAS-kunder føler sig snydt

Et af de flyselskaber, som har haft mange utilfredse kunder under coronakrisen, er det skandinaviske selskab SAS.

Kunderne har forgæves kæmpet for at få penge tilbage for de flybilletter, som blev annulleret under nedlukningen.

I boksen herunder har vi samlet 15 eksempler på kunder, der føler sig snydt af SAS:

I flere tilfælde har SAS kun udbetalt skatter og afgifters del af billetprisen til kunderne. Det fik i midten af august transportministeren til at indkalde SAS til at stå skoleret ved et møde.

SAS har tidligere meldt ud, at man har behandlet sager for marts. Men selskabet sætter ikke selv tal på, hvor mange der lige nu venter på svar.

Direktør for SAS, Rickard Gustafson, beklagede situationen i selskabets seneste regnskab.

- Jeg vil gerne understrege, at de af vores kunder, som er berettiget til det, vil få deres penge tilbage.

Den danske stat ejer i dag 14,2 procent af SAS. I juni satte den danske stat 4,3 milliarder kroner af til en storstilet redning af SAS, der er hårdt ramt økonomisk af coronakrisens mange flyaflysninger.

Her kan du læse, hvad flyselskaber med flest klager hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest i august svarede på spørgsmålet om de mange klager: