Klik, klik og go'daw: Sådan har corona ændret danskernes indkøb

Nedlukning og restriktioner har ændret danskernes indkøbsvaner. Måske for altid.

Ufuk kekec som er vognmand hos Nemlig.com afleverer dagligvarer. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Termokasser med kød og poser med grønt. Juice, sodavand og friskt brød bliver i rasende fart lastet på ventende varebiler hos nemlig.coms lager i Brøndby.

Her har de travlt. Coronatravlt.

Coronakrisen har nemlig fået rigtig mange danskere til at handle på nettet. Så mange, at nemlig.com sidste år måtte ansætte 1.000 flere.

I dag kunne supermarkedet så fortælle, at de bruger et trecifret millionbeløb på at bygge et nyt distributionscenter i Aarhus. Det kaster yderligere 1.000 job af sig over en årrække.

- Det seneste år har overgået vores vildeste fantasi. Vi er fordoblet i størrelse på meget kort tid, siger Stefan Plenge, der er stifter og administrerende direktør hos nemlig.com.

Stifter og direktør i nemlig.com, Stefan Plenge (Foto: Mathias Mora Jensen)

Coronakrisen har betydet, at danskerne har lagt flere penge i dagligvarehandlen, end de plejer.

Restriktioner og nedlukning har betydet, at mange har brugt penge i supermarkederne, som ellers ville være gået til andre formål som rejser og restaurantbesøg.

Ifølge en nyligt opgjort analyse fra Retail Institute Scandinavia regner de med, at dagligvaresektorens omsætning i 2020 er steget med tre procent, så den samlede omsætning når 120 milliarder kroner.

- Dagligvaremarkedet har haft et godt år. Vi har ikke nogen konkrete tal endnu, men vi har nogle indikationer på, at der er nogle gode vækstrater. Nogle af de store supermarkedskæder siger, at de er vækstet fem til syv procent, og det ser ud til at være det generelle billede i markedet, siger Per Østergaard Jacobsen, der er direktør i konsulenthuset Efficiens og ekstern lektor på CBS.

Coronakrisen har dog ikke blot betydet, at der er blevet brugt flere penge på indkøb. Den har også ændret, hvor vi køber ind.

Onlinehandlen boomer

Det er ikke kun nemlig.com, der har haft travlt på nettet.

Konkurrenterne hedder blandt andet Vigo via Rema 1000, Bilka To Go, Coop.com Mad og Føtex Køb og Hent.

Salling Group, der står bag blandt andet Bilka og Føtex forventer at bruge et trecifret millionbeløb på deres onlinesatsning, og også Coop har satset massivt på den online handel.

Og nu laver nemlig.com altså den største investering nogensinde i selskabets historie, når de opfører en ny distributionscentral i Aarhus.

Og det er fuldt forståeligt, at de store supermarkedsaktører vil være med på nettet, siger Per Østergaard Jacobsen. Det er nemlig her, væksten ligger.

- Hele e-handlen er kommet for at blive, og nu har vi bare fået sat en turbolader på, fordi vi har corona, siger han.

Og at corona har fået fyret godt op under kedlerne for online dagligvarehandel, kan de i den grad også mærke hos nemlig.com.

- Igennem de 10 år, vi har eksistreret har der været en større og større efterspørgsel efter at købe varer på nettet. Det vi så har set her under corona, det er, at efterspørgslen er mangedoblet, siger administrerende direktør i nemlig.com, Stefan Plenge.

Hos Retail Institute Scandinavia regner de med, at onlinehandlen med dagligvarer vil stige med 30 procent alene i 2020 og fortsætte med at stige med 15 procent frem til 2030.

Selvom tallene her er en prognose, så er der også indikationer på, at 2020 var et rigtigt godt år for den online dagligvarehandel.

Danske Bank laver statistik baseret på transaktioner foretaget med betalingskort og MobilePay for omkring en million danske kunder.

Tal herfra viser, hvordan andelen af kunderne som køber ind online er steget under coronakrisen.

I modsætning til tidligere år, så er det den ældre målgruppe, der har taget de online indkøb til sig.

- Dem på over 65 var tidligere en af vores mindste kundegrupper. Nu er de vores næststørste kundegruppe, siger Stefan Plenge.

Den tendens bekræftes af tal fra Danmarks Statistik, der viser, at det særligt er blandt den ældre del af befolkningen væksten i antallet af nethandlende er størst.

Ifølge Per Østergaard Jacobsen kan man godt regne med, at de fleste nye onlinekunder vil fortsætte med deres indkøb på nettet i fremtiden.

- Hvis vi ser på andre lande i verden, så er andelen af dagligvarer solgt på nettet op til 25 procent på nogle markeder, og den tendens, vi ser i Danmark, ser ud til at blive fastholdt, siger han.

Flere handler lokalt

Det er dog ikke kun nethandlen, der har vundet kunder under coronakrisen.

Rigtig mange har nemlig også valgt at støtte deres lokale købmand.

- Tidligere handlede vi i et større supermarked, når vi kørte hjem fra arbejde. Nu arbejder mange hjemme, og det betyder, at vi er begyndt at ændre vores indkøbsadfærd. Nu handler vi i nærheden af, hvor vi bor, siger Per Østergaard Jacobsen.

En af de lokale købmand, der har haft travlt under coronakrisen er Michael Frederiksen fra Vestre Hornum. Her er salget i butikken steget 20 procent. - Jeg vil gerne have været corona foruden, men rent salgsmæssigt er det gået rigtigt godt, fortæller han. (© dr)

Dagligvarekoncernen Dagrofa, der har Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, fortæller, at Min Købmand-butikkernes omsætning sidste år steg med 5-15 procent.

Også i Coop har man kunne mærke, at det er i de lokale butikker, kunder har villet handle under coronakrisen.

- Dagli'Brugsen og andre butikker i nærområderne har haft det rigtig godt under corona. Folk har ikke ville køre så langt for at handle ind, og flere har fået øjnene op for, at det er en behagelighed at kunne handle i sin lokale dagligvarebutik, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Ikke nok med, at salget stiger i de eksisterende butikker, så er der faktisk også flere butikker på vej til landdistrikerne.

- Efter rigtig mange år med butiksdød konstaterer vi, at der oprettes nye dagligvarebutikker i landdistrikterne, siger direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter