KMD afviser ansvar for Skats kuldsejlede IT

IT-leverendøren KMD, der i dag modtager en stævning på 692 mio. kroner fra Skatteministeriet, afviser pure at skylde penge. Vi advarede Skat om problemerne, men blev ignoreret, skriver selskabet.

KMD afviser ansvaret for Skats kuldsejlede IT-system, EFI. Vi advarede Skat om problemerne, skriver KMD. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Fronterne står knivskarpt i den balladesag, der nu er under optræk med Skatteminister Karsten Lauritzen på den ene side og IT-leverandøren KMD på den anden.

KMD er en af flere leverandører af det IT-system, kaldet EFI, der skulle have gjort det lettere for Skat at inddrive gæld fra danskerne. Systemet kørte dog eftertrykkeligt i grøften.

Tidligere på året opgav Skatteminister Karsten Lauritzen helt at få systemet til at virke, og valgte i stedet for at skrotte det, og bevilge ekstra mandskab til Skat, der nu skal inddrive gælden uden hjælp fra EFI-systemet.

Stævning på vej

I dag kan dagbladet Børsen så afsløre, at KMD senere i dag vil modtage en stævning på 692 mio. kroner for sin rolle i det kuldsejlede system.

KMD havde tidligt onsdag endnu ikke modtaget stævningen, men afviser på forhånd totalt kravet.

- Det er vores klare opfattelse, at det er Skat, der har ansvaret for problemerne med inddrivelsesprojektet. Som det har været fremme i pressen, så er det løbende blevet afdækket af Rigsrevisionen, diverse ekspertrapporter og Skatteministeriet selv, at Skat ikke har haft styr på inddrivelsesprojektet og Skats organisation, skriver KMD’s juridiske direktør og advokat, Mark Skriver Nielsen, i en mail.

Heri påpeger KMD, at flere leverandører stod bag IT-systemet, og at KMDs bidrag var blot et blandt flere, som Skat selv havde til ansvar at få til at spille sammen.

Advarede flere gange

Tværtimod rejste selskabet flere gange advarselsflaget.

- KMD har gentagende gange gjort SKAT opmærksom på forhold i inddrivelsesprogrammet, der kunne medføre ulovlig inddrivelse. Vores advarsler blev overhørt eller fejet af banen som ikke-problematiske. KMD finder det på den baggrund besynderligt, at SKAT nu fralægger sig ansvaret for den manglende lovmedholdelighed, skriver Mark Skriver Nielsen.

Sagen om den kaotiske inddrivelse af gæld, er blot en blandt flere møgsager for Skat, der har milliarder ude at svømme hos både borgere, der skylder penge, og hos svindlere, der systematisk har udnyttet svagheder i kontrollen med udbytterfusion til at lænse Skat for 12,3 mia. kroner. Samtidig rumsterer sagerne om de fejlbehæftede ejendomsvurderinger endnu.

Facebook
Twitter