Københavns Lufthavn får milliardoverskud

Københavns Lufthavn satte for tredje år i træk passagerrekord, hvilket betød en stigende omsætning.

Københavns Lufthavn fik stort overskud i 2013. (© Københavns Lufthavne)

Københavns Lufthavne A/S (KBHL) satte passagerrekord for tredje år i træk med 24,1 millioner rejsende, skriver KBHL i sin årsrapport 2013.

Det betød en stigning i omsætning og et forbedret resultat korrigeret for særlige forhold. Væksten skyldes flere internationale passagerer, øget omsætning i parkering samt øget hotelaktivitet.

Lufthavnen forventer fortsat passagervækst i 2014.

Forventer endnu en stigning i 2014

Omsætningen steg med 3,7 procent til 3,6 milliarder kroner. Overskuddet før skat endte på 1,17 milliard kroner.

I 2012 frasolgte KBHL sin ejerandel i det britiske lufthavnsselskab NIAL, hvilket påvirkede årets resultat ekstraordinært.

For 2014 venter selskabet et ordinært resultat før skat på 1100-1200 millioner kroner, mens driftsresultatet før særlige poster ventes at stige i 2014 i forhold til 2013.

Staten ejer 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne.

/ritzau/

Facebook
Twitter