Københavns Lufthavne: Norwegian, konkurser og strejke koster os en million passagerer

For første gang i ti år stod antallet af passagerer i landets lufthavne stille.

Passagerer i Københavns lufthavn på vej ombord på Norwegian fly lørdag den 18. maj 2019 (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

En million færre passagerer.

Så meget har flere uheldige begivenheder sidste år ifølge selskabet bag Københavns Lufthavn kostet.

Det norske flyselskab Norwegians nedskæringer i rutenettet, konkurserne i Primera Air og WOW Air og pilotstrejken hos SAS gør, at passagertallet i 2019 stod i stampe.

Det skriver Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

- Når vi trods tabet af cirka en million passagerer alligevel lander på stort set samme antal som i rekordåret 2018, er det ganske flot, siger direktør i Københavns Lufthavne Thomas Woldbye.

Vokseværk bremset i 2019

Antallet af rejsende i Københavns Lufthavn var sidste år på i alt 30.256.703 passagerer.

I 2018 var tallet 30.298.531 passagerer.

Dermed var der - efter flere år med stigning i passagertallene - i 2019 ingen fremgang hos landets største lufthavn.

På samme måde er antallet af passagerer i landets øvrige store lufthavne også stort set uændret i 2019 sammenlignet med året før.

Det samlede antal for landets største lufthavne endte på omkring 36,5 millioner passagerer. Det er stort set på niveau med 2018.

Rejsende hos de største lufthavne i 2019:

  • Københavns Lufthavn: 30,26 millioner (-41.828)

  • Billund Lufthavn: 3,72 millioner (+212.666)

  • Aalborg Lufthavn: 1,46 millioner (-147.458)

  • Aarhus Lufthavn: 500.490 (+14.324)

  • Bornholms Lufthavn: 234.241 (-39.031)

  • Midtjyllands Lufthavn: 114.159 (-19.677)

  • Sønderborg Lufthavn: 68.828 (+1337)*

  • Esbjerg Lufthavn: 77.422 (+5531)*

  • Tallene omfatter kun lufthavne med over 50.000 passagerer om året.

  • Tallet i parentes er forskellen i antal passagerer sammenlignet med 2018.

  • * Dækker perioden januar-november i både 2018 og 2019.

  • Kilder: Lufthavnene, Trafikstyrelsen, Danmarks Statistik, Ritzau.

Lufthavn: Strejke kostede 175.000 passagerer

I slutningen af april og begyndelsen af maj sidste år kostede stejken blandt SAS's piloter Københavns Lufthavn omkring 175.000 passagerer.

Det har selskabet bag lufthavnen tidligere oplyst.

I slutningen af november sidste år meldte Norwegian så, at selskabet dropper ruterne til USA og Thailand fra København.

Også konkurser hos lavprisselskaberne Primera Air og WOW Air har været med til at trække resultatet ned, lyder det fra Københavns Lufthavne.

Det er primært indenrigsafgange og afgange til europæiske byer, der har kostet i dalende passagertal, skriver lufthavnen.