Tema Bidragssatser

Købstilbud får Nykredit til at genoverveje børsnotering

Forenet Kredit, hovedaktionær i Nykredit, har modtaget købstilbud, som kan blive alternativ til børsintro.

Arbejdet frem mod en børsnotering fortsætter, indtil andet er besluttet, oplyser Nykredit. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Købstilbud fra en dansk investorkreds får Nykredit til at overveje at droppe planlagt børsnotering. Det oplyser Nykredit.

Forenet Kredit, som er hovedaktionær i Nykredit, har modtaget købstilbuddet på en minoritetsandel af foreningens aktier i selskabet.

Bestyrelserne og koncerndirektionen vil nu vurdere, om tilbuddet samlet set er et attraktivt alternativ til en børsnotering af Nykredit.

Bidragssatser

Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for at have et realkreditlån. Følg vores dækning her.

Gå til tema

Muligheden for at sælge en bid af Nykredit blev også afsøgt, før beslutningen om børsnoteringen blev taget, lyder det.

- På daværende tidspunkt var det ikke en gangbar løsning. Siden er Nykredit-koncernens resultater blevet markant forbedrede, og investorers efterspørgsel efter unoterede aktieposter er steget. Det fremsatte tilbud kommer på den baggrund.

Arbejdet frem mod en børsnotering fortsætter, indtil andet er besluttet, oplyser Nykredit.

/ritzau/

FAKTA: Nykredit sidder på 40 procent af de danske boliglån

  • Grundstenen til Nykredit blev lagt i 1851. Her startede etableringen af en lang række kreditforeninger i Danmark. 16 af dem fusionerede i 1972 til henholdsvis Forenede Kreditforeninger og Jyllands Kreditforening.
  • Siden 1985 har virksomheden været kendt under navnet Nykredit, da Forenede Kreditforeninger og Jyllands Kreditforening fusionerede.
  • I 2003 opkøbte Nykredit konkurrenten Totalkredit og blev dermed Danmarks største udbyder af boliglån.
  • Nykredit oplyser selv, at selskabet i dag har en markedsandel på lidt over 41 procent.
  • I februar 2016 meddelte Nykredit, at selskabet vil gå på børsen inden for to år. det skulle gøre det lettere at rejse kapital. Børsplanerne genovervejes efter købstilbud på en del af Nykredit.
  • Udover at udbyde boliglån gør Nykredit sig også i bankforretning, forsikring, leasing, pension, investering og ejendomsmæglervirksomhed.
  • Nykredit har hovedsæde i København og har omkring 3500 fuldtidsansatte.
  • Koncernchef er Michael Rasmussen.

Kilder: Nykredit, Ritzau.