KommuneForsikring sælges til norsk firma

Danske KommuneForsikring, der udbyder forsikringer til stat, regioner, kommuner og virksomheder, kommer på norske hænder. Køberen er forsikringskoncernen Norske Gjensidige Forsikring.

Danske KommuneForsikring kommer på norske hænder. (© KommuneForsikring)

På en ekstraordinær generalforsamling i foreningen FBS, der ejer KommuneForsikring, sagde et overvældende flertal af amter og kommuner ja til en norskejet fremtid for KommuneForsikring.

Dermed bakkede generalforsamlingen op bag bestyrelsen, der havde anbefalet købstilbuddet fra Forsikringskoncernen Norske Gjensidige Forsikring.

245 millioner før skat

KommuneForsikring udbyder skadesforsikringer til stat, regioner, kommuner og virksomheder.

Virksomheden havde i 2005 et resultat på 245 millioner kroner før skat.

KommuneForsikrings nuværende viceadministrerende direktør Henrik Klitmøller Rasmussen bliver ny administrerende direktør for selskabet, når myndighedernes godkendelse er på plads.

Handel skal godkendes

Et endeligt salg kan først gennemføres, når Finanstilsynet og det norske Kredittilsyn har sagt god for handlen.

Salget betyder, at KommuneForsikring nu skal til at håndtere en række nye arbejdsopgaver, deriblandt tilbyde forsikringer til norske kommuner.

I forbindelse med salget overtager Norske Gjensidige Forsikring også Kommunernes Arbejdsskadeforsikring samt European Institute for Risk Management, der ligeledes ejes af FBS.

Facebook
Twitter