Kommuner må ikke låne i schweizerfranc

Det er slut med at optage lån i schweitzerfran for de danske kommuner. Det har den nye økonomiaftale mellem regeringen og KL sat en stopper for, med henvisning til at det er alt for usikre lån.

(© DR)

Flere eksperter har advaret kommunerne mod at optage lån i udenlandsk valuta fordi der er risiko for kurstab. Og ifølge den nye økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) kan kommunerne ikke længere optage den slags lån, skriver magasinet Kommunen.

Der er flere eksempler på, at kommunale lån i schweizerfranc er blevet meget dyre for kommunerne fordi kursen på schweizerfranc er steget markant i forbindelse med krisen i de sydeuropæiske økonomier.

Skal ikke spekulere

De skal ikke ligge og spekulere i usikre valutaer, det har aldrig været meningen, siger Colette Brix, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti til DR Nyheder.

Hvidovre kommune havde ved udgangen af 2009 lån i schweizerfranc for 245 millioner kroner. I efteråret 2010 var gælden vokset til 280 millioner på grund af kursstigningen.

Panikreaktion

Alligevel mener direktør for central- og kulturforvaltningen i Hvidovre Kommune, Gert Stephan Nelth, at der er tale om en panikreaktion, når politikerne nu forbyder kommunerne at låne i schweizerfranc.

- Jeg synes ikke det er at gamble med borgernes penge. Det betyder nemlig at vi slipper for at optage dyre danske lån til en høj rente. Specielt når der er en lang tidshorisont på lånet i schweizerfranc er der god mulighed for en kursgevinst, siger Gert Stephan Nelth til DR Nyheder.