Konfliktvarsel: Virksomheder i fuld gang med at finde alternativ pasning

Fridage, hjemmearbejdsdage og pasning på arbejdspladserne. Storkonflikt giver pasningsproblemer.

Der er udsigt til lukkede institutioner i hele landet, hvis det går som varslet og strejken bryder ud den 4. april. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Om 15 dage kan over 100.000 danske børn mangle en institution at blive passet i, hvis altså det går som varslet, og fagbevægelsen iværksætter en strejke fra den 4. april.

Seks dage senere har kommunerne varslet et modsvar ved lockout af alle skoler og børnehaver i landet.

Det vil ifølge BUPL og KL berøre over 860.000 børn herunder 260.000 børn i daginstitutionerne.

Faren for en storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked har fået mange virksomheder til at søge mod alternative pasningsløsninger, viser en rundringning foretaget af DR Nyheder.

Børnene med på værksted

Blandt de virksomheder, der i gang med at etablere alternativ pasning, er Uggerhøj bilforhandler og værksted i Frederikshavn.

Her har ledelsen besluttet, at det under en storkonflikt skal være muligt at tage børnene med på arbejde.

- Det skal foregå ved, at vi inviterer personalets børn ind og stiller faciliteter til rådighed og sørger for, at de har en god dag, mens de ikke er i skole eller børnehave, siger Søren Thomsen, der økonomidirektør i Uggerhøj Frederikshavn.

Han mener, at det er helt naturligt, at virksomhederne hjælper deres medarbejdere ud af en situation, hvor institutionerne er lukket.

- Vi ønsker at være en ansvarlig virksomhed. Vi ønsker, at medarbejderne skal tage ansvar, og vi ønsker også at tage ansvar for deres familier. Nu står vores medarbejdere i en klemme, og det kan vi hjælpe dem med, siger Søren Thomsen.

Ulla Kop har tre børn og er regnskabschef hos Uggerhøj. Hun glæder sig over ikke at skulle bekymre sig over, om de strandede forhandlinger om de offentlige overenskomster ender i en storkonflikt, der lukker institutionerne.

- Det giver en rigtig god ro i maven og i sindet, at du har en god mulighed for at få passet børn, så kan du bruge alle dine kræfter på at passe dit arbejde i stedet for, siger Ulla Kop, der heller ikke er bekymret for, at pasningen foregår på et autoværksted.

- Ork ja, det kunne være, de kunne blive positivt påvirket, siger hun.

Ørsted opfordrer til fleksibilitet

Hos energivirksomheden Ørsted opfordrer man medarbejderne til at tænke i alternativ arbejdstilrettelæggelse under en eventuel storkonflikt.

- Vi er en virksomhed, som hylder fleksibilitet. Så vi opfordrer medarbejdere og kollegaer til at være ekstremt fleksible i forhold til, hvordan man tilrettelægger arbejdet. Der, hvor det kan lade sig gøre, giver vi også mulighed for, at man kan arbejde hjemmefra, siger hun.

Ørsted opfordrer også til, at forældre, der har svært ved at få enderne til at mødes, tager nogle fridage.

- Man kan kan også bruge feriedage eller fridage uden løn. Der kan også være dage, hvor man kan udligne, siger Hanne Blume.

Som arbejdstager har du selv pligt til at finde en løsning, hvis konflikten rammer, og du ikke kan få dine børn passet.

DR Nyheder har ringet til ti større danske virksomheder, som alle er i gang med eller har fundet alternativer til at få passet medarbejdernes børn.

Se, om din institution er ramt herunder: