Konkurrencerådet vil anmelde Falck til politiet: Forsøgte at sværte konkurrent

Falck har i det skjulte formidlet negative historier om Bios, lyder anklage. Falck anker sagen.

1 september overtager selskabet Bios en stor del af ambulance kørslen i Region Syddanmark. De vandt licitationen over Falck. Før opstarten 1 september har der været en del problemer med ansættelse af nok reddere til at udfører opgaven - og alle venter spændt på om det nye selskab magter opgaven. Her er man ved at gøre klar til start dagen før på den nye Bios station i Esbjerg. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Konkurrencerådet oplyser, at rådet vil melde redningstjenesten Falck til Bagmandspolitiet for at have misbrugt sin markedsposition til at presse konkurrenten Bios af markedet.

- Falcks strategi over for Bios bestod blandt andet af - i det skjulte - at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere samt målrettet at påvirke de ambulancereddere, der overvejede job hos Bios, siger Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, i en pressemeddelelse.

Det var i forbindelse med overdragelsen af en ambulancekontrakt til det hollandske selskab Bios i Region Syddanmark i 2014, at Falck ifølge rådet forsøgte at presse konkurrenten af pinden.

Konkurrencerådet har derfor besluttet "at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse", lyder det.

- Det vil dog først ske, efter en eventuel ankesag er afgjort ved Konkurrenceankenævnet, skriver rådet.

Falck: Vi anker sagen

Allerede nu lyder svaret fra Falck, at man anker Konkurrencerådets afgørelse.

- Vi har fået et påbud om ikke at agere, som vi gjorde i 2014-15, hvor vi talte dårligt om en konkurrent. Det efterlever vi selvfølgelig, siger Falcks administrerende direktør Jakob Riis.

I tre år har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøgt, om Falck misbrugte sin stilling på markedet i forbindelse med udbuddet af ambulancekontrakter i Region Syddanmark tilbage i 2014.

Konkurrencerådets beslutning kommer, efter at styrelsen i juni sidste år ifølge Falck selv meddelte virksomheden, at den foreløbige konklusion lød, at Falck overtrådte konkurrence­loven.

- Virksomheder må selv sagt gerne forsøge at fastholde deres medarbejdere. Men når man som Falck udnytter sin dominerende position, og igennem en række handlinger, der ligger uden for almindelig konkurrence på ydelser, søger at ekskludere en konkurrent, så er det i strid med konkurrenceloven, siger formand for rådet Christian Schultz.

"Pinligt for Falck"

Dengang som nu undskylder Falck sagen, som virksomheden kalder "pinlig".

- Det er pinligt for Falck, at vi står i en situation, hvor konkurrencemyndighederne kan skabe tvivl om vores ageren. Vi har ikke levet op til vores egne og omverdenens forventninger til Falck, men vi har ifølge vores juridiske rådgivere holdt os inden for konkurrencelovens rammer, siger Jakob Riis.

Falcks direktør er dog hverken enig i rådets eller styrelsens afgørelse i sagen.

- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forholder sig ikke til, hvorfor Bios gik konkurs, men kun til, om Falck har handlet på en måde, som begrænsede konkurrencen i markedet, siger han.

I juli 2016 blev Bios erklæret konkurs. Senere overtog Region Syddanmark ambulancedriften gennem sit eget, nystiftede selskab, Ambulance Syd.

Bios varslede efter konkursen, at selskabet ville sagsøge Falck for 90 millioner kroner, fordi man mener, at Falck bevidst har stukket en kæp i hjulet på ambulance-selskabets opstart i Danmark.

Tidslinje om sagen:

  • 2014:

  • 25. august: Regionsrådet i Region Syddanmark beslutter, at Bios, et nystiftet dansk-hollandsk selskab, skal overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland og på Fyn fra 1. september 2015. Også selskabet Responce får en bid af kagen. De erstatter Falck.

  • September: Falck klager over beslutningen til Klagenævnet for Udbud. Falck mener, at selskabet er bedømt for lavt på en række parametre. Klagen får dog ikke virkning.

  • November: De første problemer melder sig blandt ambulancepersonalet. De efterlyser informationer om vagtplaner og vilkår.

  • 2015:

  • Marts: Ambulanceredderne i Syddanmark begynder for alvor at sige op og i stedet tage job i andre regioner eller hos Falck.

  • 1. september: Driften af ambulancerne overgår officielt fra Falck til Bios.

  • Oktober: Vagtplanerne hænger ikke sammen for Bios. Det betyder for få ambulancer og langsommere responstid.

  • 2016:

  • Januar: Bios kan ikke stille med nok beredskaber. Fra 1. januar har selskabet skullet betale bod, hvis det ikke opfyldte kontrakten. Det er tilfældet i hele første kvartal.

  • Maj: Bios skal betale 13-15 millioner kroner i bod, men det afviser selskabet. Argumentet er, at der har været reddermangel på grund af blandt andet Falcks ageren. Regningens betalingsdato bliver udskudt.

  • Juli: Bios' regnskab viser et underskud på 42 millioner kroner. Fyens Stiftstidende afslører, at Region Syddanmark har forudbetalt 31,5 millioner kroner for meget til Bios. Regionen indkalder Bios til et hastemøde. Selskabet går med til at betale pengene tilbage, men det kan ikke ske på en gang.

  • Juli: Bios og Region Syddanmark kan ikke blive enige om en plan for tilbagebetaling, så regionen begærer Bios konkurs til skifteretten i Odense. Bios bliver erklæret konkurs.

  • August: JydskeVestkysten skriver, at Region Syddanmark har 63 millioner kroner til gode hos Bios. Gælden kommer fra fejlagtig ekstra udbetaling og samlet bod, der er løbet op i 31,8 millioner kroner.

  • 15. august: I henhold til planen overtager Region Syddanmark driften af ambulancerne.

  • 7. september: Lønmodtagernes Garantifond afviser at betale den løn, som Bios ikke har betalt selskabets ansatte.

  • 2017:

  • 8. januar: Region Syddanmark har gennemgået 489 sager om lønkrav fra Bios-tiden. I alt er der godkendt bagudrettede krav for godt 47 millioner kroner.

  • 2018:

  • 29. juni: Falck undskylder sin ageren i forbindelse med udbuddet.

  • Kilder: JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende og DR Fyn.

Rettelse: Tidligere fremgik det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i juni kom frem til, at Falck havde overtrådt konkurrenceloven. Det er ikke korrekt. Der var ifølge Falck kun tale om en foreløbige konklusion i sagen.

Facebook
Twitter