45 sukkerknalder i kold kaffedrik

DR’s forbrugerprogram Kontant har testet ti to go-drikke. Flere af dem udgør hele måltider målt i kalorier.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

45 sukkerknalder. Så meget sukker må du få på en hel dag – og så meget sukker får du, når du drikker en enkelt af de to go-drikke, som Kontant har testet. Nærmere bestemt en Cappuccino Cooler, en kold kaffedrik fra 7-Eleven.

Flere af drikkene viser sig desuden at udgøre hele måltider målt i kalorier. Den mest kalorieholdige er en Avo Shake fra Joe & The Juice. Udover avocado og banan består den af vaniljemælk, der indeholder tilsat sukker.

- Drikker du sådan en enkelt Avo Shake her, har en gennemsnitsperson faktisk fået dækket en tredjedel af alt det, man skal indtage i løbet af en hel dag, siger Isabell Kristiansen, der er fødevarekonsulent hos Varefakta.

Top ti-liste

Isabell Kristiansen har foretaget en sammenligning af indholdet i ti to go-drikke ud fra tal, som forhandlerne har oplyst til Kontant. På baggrund af tallene har hun lavet en top ti-liste over, hvor mange kalorier der er i drikkene.

Blandt de mest kalorieholdige er to drikke fra Danmarks største kaffekæde, Baresso. Præcist hvor meget sukker og fedt de to drikke indeholder, kan Baresso dog ikke oplyse.

Grunden til, at sukker-topscoreren Cappuccino Cooler ikke fører listen er, at en Avo Shake har et højere indhold af fedt.

Facebook
Twitter