Årelange retssager om kopiering dræner danske designere

Selv om designerne vinder i retten, kan omkostningerne ved at føre sagerne være så store, at de risikerer hele deres forretning.

Forestil dig at bruge årevis på at skabe et helt unikt design, og så pludselig ser du en billig kopi i detailhandlens tilbudsaviser.

Den følelse kender Kasper Würtz alt for godt. Han har gennem seks år ligget i retssager med ernæringseksperten Christian Bitz og milliard-virksomheden F&H i en strid om keramik.

Stemningen er ellers god, da Christian Bitz besøger Kasper Würtz på hans værksted i Horsens i februar 2015.

- Jeg viser ham jo alt og fortæller ham om håndværket, fortæller ham om stedet og ambitionerne, og hvad vi vil med det her. Han er rigtig interesseret, kigger på tingene og ender med at købe rigtig, rigtig meget forskelligt. Han køber stort set hele vores katalog og spørger ind til, hvad det er, der gør det specielt, hvad vi sælger mest af, og hvordan vi laver det, husker Kasper Würtz.

Han og hans far har viet deres liv til keramikken og udviklet en særlig teknik, der giver deres kopper, tallerkner og skåle et helt særligt udseende.

- Det er en tør glasur, der bliver tilsat en anden glasur, og det er det, der gør, at vi får de blanke og matte elementer. Det er ligesom kernen i vores ting; at du fornemmer de små detaljer og den måde, tingene flyder sammen på. Den teknik fandtes ikke, før vi startede med at gøre det, og der var ikke noget, der lignede det her på markedet, fortæller Kasper Würtz.

Fra Horsens til Kina

Men det er der i dag. For dagen efter besøget på værkstedet i Horsens kører Christian Bitz til Viborg til et møde med en af Skandinaviens største grossistvirksomheder F&H. Selskabet er en af Danmarks største leverandører til landets isenkræmmere og omsatte sidste år for over én milliard kroner.

Fem måneder senere ser Kasper Würtz pludselig det, han tror er en af hans tallerkner på et Instagram-opslag fra den kendte ernæringsekspert.

- Han skriver nyt stel på vej, og der ser jeg en af mine tallerkener, men da jeg kigger efter, kan jeg godt se, at det ikke er min tallerken, der er på billedet, siger han.

Kasper Würtz kan konstatere, at Bitz har et helt stel på vej, og på YouTube kan han og alle andre se Bitz vise rundt på den fabrik i Kina, hvor stellet er sat i produktion.

Her ses Kasper Würtz kop til venstre og Christian Bitz kopi til højre. (Foto: Kristian Jakobsen © DR / Foto: Kristian Jakobsen © DR)

Taber millioner på kopieret keramik i Netto

Samme oplevelse har designeren Anne Black, der pludselig kan se det, der ligner hendes keramik i Nettos tilbudsavis. Her er det importvirksomheden Ronald, der sidste år havde en omsætning på den anden side af én milliard kroner, der har produceret en hængepotte, en skål med låg og en vase, der til forveksling ligner Anne Blacks design.

- Vi kan konstatere en kraftig tilbagegang, efter Netto lancerer de her kopi-produkter. Hen over en femårig periode er vi gået knap 20 millioner tilbage i omsætning. Det er 80-90 procent af vores danske omsætning, så vi har måttet afskedige en lang række medarbejdere, fortæller direktør i Anne Black, Jesper Moseholm.

Ronald er i forvejen involveret i en stribe sager om kopiering, og i 2020 rammer endnu en. Denne gang er offeret den unge iværksætter Karl Faurholt, der blandt andet har udviklet et særligt rensesæt til kondisko kaldet Karls Kicks. Pludselig kan han - ligesom Anne Black - se et lignende produkt med navnet Karls Premium i Nettos tilbudsavis. Men denne gang har Nettos ejer, Salling Group, fået nok.

Det originale rensesæt til sko fra Karls Kicks ses til venstre, mens Ronalds mærke Karls Premium ses til højre.

- Vi er ærgerlige over, at der ikke har været vist den omhu, man ellers kunne forvente af virksomheden Ronald. Vi har beklageligvis oplevet flere fejl af samme karakter begået af Ronald som leverandør til Netto. Derfor reagerer vi nu og indstiller samarbejdet med virksomheden, skriver Nettos indkøbschef, Anne Friis.

Altødelæggende

Mens sager om kopiering gør begrænset skade på en milliard-virksomhed, kan det være altødelæggende for ofrene.

Efter fire års juridisk kamp og millionstore tab får Anne Black 300.000 kroner i erstatning ved en dom i Østre Landsret.

- Erstatningerne er så små, at de slet ikke står mål med den indsats og de ressourcer, som designeren har været nødt til at kaste efter det for at vinde en retssag. Så de kan stå i den paradoksale situation, at de måske har vundet en retssag, men tabt forretningen, siger ekspert i design og ophavsret Stina Teilmann-Lock.

Hun mener, at de store producenter snylter på designernes hårde arbejde.

- De kører på frihjul og har lyst til at profitere på godt design, men har ikke lyst til selv at investere i det, siger hun.

Anne Black forsøger nu at få sagen i Højesteret, da erstatningen langt fra dækker tabet.

- Vi skal leve af dansk design, ikke af at kopiere det. Når Netto har haft Anna Black på hylderne i en uge, skal de have et nyt kopi-produkt klar og et til ugen efter. Og mens Netto sælger kopier, falder designvirksomhederne omkuld. Det kan vi jo ikke leve af i det her land, siger Jesper Moseholm.

Træk i slideren og se om du kan se forskel på Anne Blacks design Ronalds kopi. (Foto: Anne Black © Anne Black / Foto: Anne Black © Anne Black)

Intern mail: Så tæt på som muligt

Kasper Würtz ser sig også nødsaget til at gå rettens vej, da han mener, at Christian Bitz snylter på hans og farens livsværk.

- Jeg er sgu ikke sur over, at han har gang i en millionforretning. Jeg er sur over, at han har stjålet vores håndværk. Jeg under ham da alt mulig succes med alt, hvad der ikke er vores håndværk, siger han.

25. marts 2020 - fem år efter Christian Bitz var på besøg på Würtz' værksted - falder der endelig dom i Sø- og Handelsretten. Dommen slår fast, at dele af Bitz’ stel er en kopi af Würtz' keramik, og produkterne må ikke længere markedsføres og sælges.

Men så længe sagen kører, kan Bitz-stellet stadig sælges i butikkerne, og Christian Bitz anker da også dommen til landsretten, da han ikke mener, der er tale om en kopi.

Kontant er dog kommet i besiddelse af flere mailkorrespondancer, der antyder noget andet.

I december 2014 skriver F&H’s indkøbschef til producenten i Kina og beder dem kigge på Kasper Würtz' hjemmeside, for ifølge indkøbschefen er det herfra ”designeren er inspireret”.

I mailen er der desuden indsat et direkte link til Kasper Würtz’ hjemmeside, og der er flere eksempler på, at produktionen af Bitz-stellet skal komme så tæt på Würtz’ design som muligt.

”Fabrikken kan lave Bitz (Würtz) stoneware koncept”, står der, og fabrikken i Kina skriver også: ”Det er ikke en nem opgave for produkterne fra Würtz i Danmark, er faktisk meget smukke”.

Indkøbschefen hos F&H understreger, at de vil ”så tæt på som muligt” både ”i kvalitet og farver”.

Og fabrikken i Kina kommer så tæt på, at selv Christian Bitz tilsyneladende har svært ved at kende forskel. På Instagram poster han billedet her på profilen ’Bitzliving’ med teksten ”Smuk panna cotta i vores grå stentøjsskåle…”

Her ses opslaget fra Bitzliving med Kasper Würtz skål.

Men skålen, som panna cottaen er anrettet i, er Kasper Würtz’, og Christian Bitz fjerner efterfølgende billedet og hævder, at det var en fejl.

En forretningsstrategi

I juni i år stadfæster Østre Landsret så Sø- og Handelsrettens dom. Som følge af dommen skal Christian Bitz destruere det lager af keramik, som ligner Würtz' til forveksling. Han er desuden blevet pålagt at fjerne alle henvisninger til de krænkende produkter fra sine Instagram- og Facebook-profiler.

Ved sagens begyndelse gjorde Christian Bitz det klart, at han ville gå hele vejen, og han siger nu, at han vil søge Procesbevillingsnævnet om appeltilladelse til at få sagen for Højesteret. Men Kasper Würtz vil ikke give op, selv om sagsomkostningerne er en stor belastning.

- Jeg har ikke fået den endelige opgørelse, men det er mange års overskud, der går ind i det her, siger han.

Og ifølge Stina Teilmann-Lock kan det at trække sagerne i langdrag være helt bevidst fra producenternes side.

- Det er vel sådan en forretningsstrategi. Går den, så går den, og hvis indtægterne stadig er større end udgifterne ved for eksempel at indgå forlig, så fungerer det for dem, siger hun.

Hos Anne Black håber Jesper Moseholm, at de får lov til at køre sagen mod Ronald helt til ende.

- Vi kan ikke efterlade den dom fra Østre Landsret u-udfordret. Den efterlader faktisk designerne fuldstændig ubeskyttet, siger han.

Afviser at stille op i Kontant

Direktøren i Ronald er DR’s tidligere generaldirektør Kenneth Plummer. Han ønsker ikke at stille op til et tv-interview, men beklager sagen om kopiering af Anne Blacks keramik, da Jacob Kragelund fanger ham på telefonen.

- Den pågældende sag fra 2016 beklager jeg virkelig. Jeg har prøvet at sikre, at vi aldrig nogen sinde kommer i sådan en situation igen. Jeg er frygtelig ked af den sag. Det er noget, jeg simpelthen ikke vil have, siger han.

Også den seneste sag fra 2020 beklager Kenneth Plummer.

- I tilfældet med Karls Kicks blev jeg rigtig vred og skuffet, for det er i strid med alt det, vi står for i dag. Det var en situation, der opstod, fordi der var en medarbejder, der lavede en fejl og handlede i strid med vores interne regler, siger direktøren.

Ronald afviser, at det skulle være deres forretningsmodel at kopiere andres design. Kopisagerne udgør en forsvindende lille del af selskabets produktion, og medarbejderne bliver instrueret i at respektere andre virksomheders rettigheder, skriver selskabet til Kontant.

I sagen om kopiering af Kasper Würtz’ keramik afviser Christian Bitz ligeledes at stille op til interview. Men i et skriftligt svar til Kontant stiller han sig uforstående over for landsrettens dom.

- Vores stel bunder i en keramiktradition, der har flere hundrede år på bagen, og jeg forstår på ingen måde, hvordan retten er nået til dette resultat. Vores stel er originalt udviklet, skriver Christian Bitz.

Facebook
Twitter