Anonym synsmand: Biler synes på SMS for 3500 kr.

Færdselsstyrelsen bekræfter, at biler går gennem syn uden at have været forbi synshallen.

Ikke alle biler har været gennem det lovpligtige syn, men ejeren kan alligevel fremvise en godkendt synsrapport. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Dennis Lehmann)

Når bilen skal synes, skal den naturligvis forbi synshallen. Alligevel kører der biler rundt på de danske veje, der ikke har været i synshallen, men ejeren kan fremvise en godkendt synsrapport.

- Der har været eksempler på, at et køretøj er blevet synet uden at have været i synshallen. I sådanne tilfælde vil der normalt ske anmeldelse af forholdet til politiet, oplyser Færdselsstyrelsen i et svar til DR’s forbrugerprogram Kontant.

Synes på SMS

En synsmand, der ønsker at være anonym, fortæller, at et sådant fingeret syn kan ordnes på SMS.

Vi hører jævnligt om de her sager, hvor man observerer, at en bil, der er forsøgt synet et sted, er gået igennem et andet sted.

Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM

- Jeg har hørt om nogle, der kunne sende en SMS med registreringsnummer og stelnummer, og så skulle de overføre 3500. Det er jo rystende, siger han.

Den pågældende synsmand oplever også, at biler, han ikke vil lade gå gennem syn, kort efter er godkendt i en anden synshal.

- Vi tager nummeret på bilen, og så kan vi jo efterfølgende slå den op og se, om den blev godkendt. Hvis den er godkendt senere samme dag eller dagen efter, tvivler jeg på, at det er foregået efter reglerne, siger han.

Den type falske syn kender de også til hos FDM.

- Vi hører jævnligt om de her sager, hvor man observerer, at en bil, der er forsøgt synet et sted, er gået igennem et andet sted på trods af, at man vidste, der var noget med bilen, som ikke lige kunne fikses på kort tid. Så der sker mystiske ting rundt omkring, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Skriv til kontant@dr.dk

Har du et tip eller et forslag til et program, som du synes, Kontant skal lave, hører vi meget gerne fra dig.

Skriv til kontant@dr.dk

Vi læser alle henvendelser og kontakter dig, hvis vi får brug for det.

Svært at fange de brodne kar

I Færdselsstyrelsen forklarer færdselsdirektør Stefan Søsted, at det regulære snyderi er svært at komme til livs.

- Vi har fanget nogle, men de er rigtig svære at fange, for de kommer ikke ind i systemet. Det er et snydesyn, siger han.

Stefan Søsted understreger, at styrelsen systematisk går efter de brodne kar i branchen.

- Vi målretter indsatsen mod dem, der viser sig at have fejl. For der er synshaller, der har vanskeligt ved at lære reglerne og vanskeligt ved at følge med, og dem er vi ekstra meget på, siger Stefan Søsted.

Se ”Kontant: Min nysynede bil var livsfarlig”