En 30-årig mand er i dag blevet idømt 18 måneders fængsel for svindel med indsamling af penge, der skulle være gået til kræftramte børn. Det er dog kun tre måneder, der skal afsones, hvis han opfylder en række krav om blandt andet samfundstjeneste.
Den dømte var tiltalt sammen med en anden mand. De var henholdsvis formand og næstformand i Foreningen for Danske Kræftramte Børn, men har fra sagens start nægtet sig skyldige i anklagerne.
Det var dog kun formanden, der blev kendt skyldig, mens næstformanden blev frikendt ved Retten i Odense. Den nu dømte har ud over fænsgelsdommen fået konfiskeret 2.275.000 kroner.
Under retssagen er det blandt andet kommet frem, at foreningen i perioden 20. maj 2016 til 12. juli 2017 indsamlede 4,7 millioner kroner fra 3.300 private virksomheder i Danmark.
Men foreningen har kun videreført en halv million kroner til gavn for kræftsyge børn. De resterende 4,2 millioner kroner er blandt andet gået til folkene bag foreningen og flere callcentre i Spanien, hvis ejere sad i foreningens bestyrelse.
Skjulte vedtægter og regnskaber
DR's forbrugerprogram Kontant afslørede i februar 2017, hvordan Foreningen for Danske Kræftramte Børn opererede med lyssky metoder, og skjulte vedtægter og regnskaber for offentligheden.
Her kom det også frem, at foreningen ikke havde nogen formel aftale med de kræftafdelinger på hospitalerne, som de påstod at støtte, og på hospitalerne kunne personalet ikke komme i kontakt med foreningen.
Kontant opsøgte foreningen på en adresse i Odense, men blev afvist i døren, og på foreningens hjemmeside påstod folkene bag sig udsat for en "uheldig kombination af usande facts og en ærgerrig journalistisk søgen efter scoops og sensationelle historier".
Lovgivning blev ændret
I juni 2017 stod TV 2’s Operation X også på historien og afdækkede ejerkredsen bag de callcentre i Spanien, der samlede ind til foreningen og modtog en stor del af de indsamlede penge.
Sideløbende med afsløringer i pressen efterforskede Fyns Politi foreningen på baggrund af en stribe anmeldelser fra en række af de virksomheder, der havde doneret penge til foreningen.
Tidligere var indsamlinger rettet mod virksomheder ikke omfattet af indsamlingsloven, og netop det udnyttede Foreningen for Danske Kræftramte Børn. Men 1. februar 2019 trådte en stramning af indsamlingsloven i kraft - blandt andet som følge af sagen om Foreningen for Danske Kræftramte Børn - så loven i dag også omfatter indsamlinger hos private virksomheder.
Vil anke dommen
Sagen er dog formentlig ikke fuldstændig afsluttet. Forsvarer i sagen forventer, at dommen vil blive anket.
- Jeg har talt med min klient, og vi er enige om, at nu vil vi læse dommen igennem, og så er vi fast besluttede på at anke dommen senest mandag, fortæller forsvarer Michael Jan Lindkvist.
Dommerne var ikke enige indbyrdes i dommen. En af de tre dommere ville således frifinde formanden, og det hæfter forsvareren sig ved.
- Jeg er ganske enig med den ene dommer, der ville frifinde. Jeg mener ikke, at der er det nødvendige bevis for, at han skulle have villedt nogen. Når jeg hører de vidnende virksomheder i retten, så er der ingen, der siger, at de er blevet vildledt. De havde forventning om, at flere penge gik til formålet, men det har ikke været udtalt, mener forsvarer Michael Jan Lindkvist.
Opdateret klokken 11.11 med udtalelser fra forsvarer.