Bedrageridømt mand fortsætter netsvindel trods konkurskarantæne

Svindlen er foregået via de to webshops Banananaz.dk og Queensshop.dk og fortsætter nu på Silene.dk.

Janus Christoffersen erkender over for Kontant, at han er involveret i webshoppen Silene.dk. Grafik: Signe Heiredal.

Et godt tilbud, lovning om hurtig levering, 14 dages fortrydelsesret og en påstand om kundeservice døgnet rundt.

Den opskrift har de seneste måneder lokket købelystne danskere ind på webshoppen Silene.dk, der sælger tøj, sko, tasker og smykker. Men for en lang række kunder er købet endt i skuffelse og frustration, hvis de da overhovedet har fået det, de har betalt for.

- Jeg bestilte d. 3. november en vare, pengene blev trukket samme dag, og jeg har endnu ikke fået min pakke. Jeg har mailet med dem gentagne gange og hver gang fået at vide, at den var på vej.

Sådan lyder den seneste mail sendt til DR’s forbrugerprogram Kontant fra en frustreret kunde på Silene.dk. Og på Trustpilot hagler kritikken også ned over firmaet. Ud af 308 anmeldelser giver 83 procent én stjerne og betegnelsen ”dårlig”.

Det viser sig, at manden bag Silene.dk trækker et langt spor af bedrageri og konkurser bag sig. Mandens navn er Janus Christoffersen. Han burde slet ikke drive virksomhed, da han er idømt tre års konkurskarantæne, og han gør da også, hvad han kan for at skjule, at det er ham, der står bag.

- Jeg har ikke noget at gøre med Silene, og jeg er lidt træt af at blive kædet sammen med alt det lort, der foregår. Det er noget pis, siger han, da Kontant taler med ham i oktober 2019.

Stråmænd på stribe

Umiddelbart ser det da heller ikke ud som om, Janus Christoffersen er involveret i Silene.dk.

Ifølge CVR-registret er direktøren og ejeren en Lars Peter Mønster, og han bekræfter at være direktør, da Kontant ringer ham op.

Men selvom Janus Christoffen afviser at stå bag Silene.dk, og Lars Peter Mønster står anført som direktør, er der flere ting, der peger på, at Janus Christoffersen er den virkelige bagmand.

Kontant kan nemlig afsløre, at Janus Christoffersen i flere tilfælde har drevet virksomheder via såkaldte stråmænd - altså personer, der på papiret er indsat som direktører, men reelt ikke har noget at skulle have sagt. Det er sket med to af hans tidligere webshops, Banananaz.dk og Queensshop.dk.

Her er kunderne blevet snydt på nøjagtig samme måde som på Silene.dk og har betalt for varer, de aldrig modtager.

På Trustpilot er anmeldelserne af Banananaz.dk overvejende negative.

I Banananaz.dk hedder direktøren Peter Jespersen, men han nægter at have noget med driften at gøre og forklarer, at han lod sig indsætte som direktør på grund af gæld til Janus Christoffersen og hans hustru.

- Jeg skyldte dem 100.000 kroner, lyder den korte forklaring om hans rolle som direktør.

Og da Kontant får fat i direktøren for Queensshop.dk, André Kenneth Pedersen, er det samme forklaring.

- Jeg har bare stået som direktør, fordi der skulle stå et navn. Det var en tjeneste, jeg gjorde Janus. Jeg ved ikke, hvad der er foregået i firmaet, eller hvad der foregår nu. Jeg har intet kendskab til noget som helst, siger han.

Dokumentfalsk, bedrageri, tyveri og vold

Pilen peger altså på Janus Christoffersen som bagmanden, og 18. november i år blev han da også dømt ved retten i Odense for sin rolle i både Banananaz.dk og Queensshop.dk.

Dommen lyder på seks måneders ubetinget fængsel for 67 forhold om bedrageri til samlet 37.000 kr.

Selv har Janus Christoffersen bedyret sin uskyld under hele retssagen, og han har efterfølgende anket dommen.

- Banananaz og Queensshop har været min og min kones virksomheder. Der har været godt 30.000 kunder igennem og lad os så sige, at 20 mennesker ikke har fået deres varer. Det synes jeg er fantastisk, og så har jeg gjort det godt, siger han.

Men det er langt fra første gang, Janus Christoffersen er gennem retssystemet. Manden har otte domme bag sig for dokumentfalsk, bedrageri, tyveri og vold. Og trods de tre års konkurskarantæne er han altså forsat med at snyde og bedrage kunder via sine webshops.

Jeg er også involveret i Silene.dk

Nu er det så lykkedes myndighederne at sætte en stopper for Banananaz.dk og Queensshop.dk.

Men mange af de kunder, der blev snydt på de to webshops, blev ledt ind på siderne via en facebookside med over 80.000 følgere.

Det viser sig, at Janus Christoffersen og hans kone står bag siden, og da Banananaz.dk og Queensshop.dk lukker ned, henviser facebooksiden pludselig til Silene.dk.

Kontant opsøger derfor Janus Christoffersen for at få svar på en række spørgsmål, og i modsætning til tidligere erkender han nu at stå bag Silene.dk.

Du kan se Janus Christoffersens svar på Kontants spørgsmål i videoen her:

- Jeg er også involveret i Silene.dk, siger han og bekræfter desuden, at Lars Peter Mønster er direktør.

- Selvfølgelig er han det, og jeg har også haft andre virksomheder kørende med Lars, lyder svaret.

Advokat: Det kan ikke forhindres

Tilbage står, at Janus Christoffersen trods konkurskarantænen har snydt og bedraget danskere over hele landet i flere år via sine stråmænd.

- Det er desværre ikke usædvanligt i den type sager, og det betyder jo bare, at direktøren er sat ind, fordi han ikke selv kan være det, forklarer advokat Knud Damsgaard, der er kurator i boet efter Banananaz.dk og Queensshop.dk.

Han erkender, at der ikke har været meget karantæne for Janus Christoffersens vedkommende de seneste tre år.

- Nej, det må jeg jo indrømme, men jeg har svært ved at se, hvordan man kan lave et system, der forhindrer det.

- Du kan ikke finde et system, hvor det kan undgås, at der indsættes en stråmand som direktør, og så sidder der en bagved og trækker i trådene. Det kan man ikke forhindre, siger Knud Damsgaard.