Betalte med parkeringsapp men fik p-afgift på 750 kr.

Kunder troede alt var i orden, men appen placerede dem på den forkerte parkeringsplads.

Peter Lauritzen (th.) og Niels Bjerre føler sig uretfærdigt behandlet af Easypark.

Når der skal betales for parkering, er det oplagt at bruge en parkeringsapp, så man slipper for at stå i kø ved automaten for at registrere sig eller trække en billet.

Det virker smart og effektivt, men da Peter Lauritzen benyttede appen Easypark, resulterede det alligevel i en p-afgift.

- Jeg fandt appen, bekræftede positionen og troede, alt var i den skønneste orden, så jeg gik til møde. Da jeg kom ud, havde jeg fået en parkeringsafgift på 750 kr. Jeg hev min telefon frem og kunne se, at appen stadig kørte, så jeg tænkte, det var en fejl.

Og der var sket en fejl. Easypark-appen havde registreret Peter Lauritzen på en p-plads med et andet zone-nummer, og det var han ikke opmærksom på.

Easypark refunderede de 68 kroner, Peter Lauritzen betalte for selve parkeringen, men selskabet afviste at betale afgiften på 750 kroner, som han fik af parkeringsselskabet Apcoa, der kontrollerer begge parkeringspladser.

Niels Bjerre parkerede på p-pladsen i det røde felt, men Easypark-appen placerede ham i det blå felt. Begge pladser kontrolleres af Apcoa, men fordi hver plads har sit eget zone-nummer, fik han en p-afgift.

En krænkelse af min retsfølelse

Peter Lauritzen skrev derfor til DR’s forbrugerprogram Kontant, og det samme gjorde Niels Bjerre, da han var ude for præcis det samme på samme parkeringsplads.

- Jeg synes, jeg som forbruger har gjort alt, hvad jeg skulle for at vise, at jeg gerne ville betale. Jeg har aldrig nogensinde betvivlet, at jeg har holdt her. Hvad er det, jeg forventes at kunne gøre yderligere, spørger Niels Bjerre.

De to føler sig taget ved næsen og påpeger, at de på ingen måde har haft i sinde at undgå at betale. Tværtimod.

- Det er i strid med enhver god opførsel overfor os som forbrugere og en krænkelse af min retsfølelse, for der er ingen af os, der har haft intentioner om at gøre noget forkert. Vi har faktisk troet, vi gjorde det rigtige. Vi har betalt for parkering, det er bare appen, der har vist en forkert position, siger Peter Lauritzen.

Easypark: Det afhænger af GPS’en

Bernd Reul er country director for Easypark i Danmark. Han forklarer, at appen fungerer, som den skal, men at den position, kunden får, afhænger at telefonen.

- GPS’ens kvalitet eller præcision afhænger af telefonmodellen, og om GPS’en har været i gang et stykke tid. Har man for eksempel haft en navigationsapp kørende noget tid, er den i gang. Men hvis man lige starter Easypark-appen op, så kan den vise en tidligere position, indtil GPS’en kommer på plads, forklarer han.

Som forbruger kan du altså ikke regne med, at den position, du får på din telefon, stemmer med din bils placering. Bernd Reul afviser, at fejlen er Easyparks ansvar og opfordrer kunderne til altid at tjekke nummeret på pladsen.

- Vi har ikke begået nogen fejl. Hvis man parkerer med easypark-appen, er der et lyserødt skilt på pladsen med et nummer på, så vi har gjort, hvad vi kan. Appen ved ikke, hvor du holder henne, så derfor er det altid godt at dobbelttjekke, at det er det rigtige sted, siger han.

Easypark har efterfølgende oplyst, at appen også har en funktion, hvor kunderne skal bekræfte deres position på et kort for at sikre korrekt placering i tilfælde af tæt beliggende p-pladser.

Kontant ville gerne have en kommentar fra Apcoas direktør Michael Christensen, men han afviser at stille op til et interview.

- Tak for din henvendelse. Apcoa parking ønsker ikke at deltage i et interview. Som udgangspunkt udtaler vi os ikke om enkeltsager i medierne. Med venlig hilsen Michael Christensen, administrerende direktør.

Facebook
Twitter