Billethajer snyder danskere i stor stil

Undersøgelser viser, at det organiserede og ulovlige videresalg er steget, i tak med at handlen med billetter er rykket ind på nettet.

Alt udsolgt til VM-kampen mod Polen.

Det er udmeldingen fra DBU kort før den seneste landskamp i Parken i kvalifikationen til VM.

Men de 36.500 billetter bliver ikke kun købt af fans, der vil til fodbold. Rundt om i verden sidder griske billethajer klar i det øjeblik, billetterne sættes til salg, og når det sker i forbindelse med sportskampe, koncerter og andre populære events, benytter de sig i stigende grad af robotter programmeret til at købe billetterne for næsen af de egentlige fans.

Det mærker de, hos Ticketmaster – en af verdens største billetudbydere.

- I 2016 afværgede Ticketmaster forsøg eller angreb fra robotter fem milliarder gange på globalt plan. Det er helt vanvittigt, fortæller administrerende direktør i Ticketmaster Danmark, Jakob Lund.

Lukrativ handel med oplevelser

Når du som kunde vil købe en billet gennem Ticketmaster, bliver du bedt om at bekræfte, at du ikke er en robot. Det foregår for eksempel ved, at du skal gengive en sløret kombination af tal og bogstaver, hvilket en robot ikke vil være i stand til.

Det er ved den proces, Ticketmaster har registreret de fem milliarder forsøg på billetkøb fra robotter. Et antal der vidner om en organiseret og tilsyneladende lukrativ handel med eftertragtede oplevelser.

I Danmark er det imidlertid ulovligt at videresælge billetter til overpris, men det blæser billethajerne på, og på nettet har de frit spil.

- Det er klart at digitaliseringen har gjort det muligt at snyde med handlen med billetter. Alle vores undersøgelser viser, at forsøget på bedrageri er steget i takt med, at handlen er kommet på internettet,” siger Jakob Lund.

Og på nettet har billethajerne lettere ved at gemme sig.

- Hvor man i gamle dage skulle stå ude foran Parken i sin cottoncoat med lommerne fyldt af billetter, gør internettet desværre, at det er muligt at anonymisere det ulovlige videresalg af billetter til overpris. Det gør, at der er flere i dag der er billethajer, end der var for år tilbage, siger Jakob Lund.

Og på trods af udbydernes forsøg på at forhindre køb via robotter, lykkes det alligevel billethajerne at få fingre i de eftertragtede billetter – også til landskampen mod Polen.

4000 svenske kroner for to billetter

Det kan pensionist Kjeld Henriksen tale med om. Han ender med nogle meget dyre billetter som gave, da barnebarnet Adam Henriksen skal konfirmeres.

- Jeg ville gerne give ham en oplevelse i Idrætsparken til en rigtig landskamp, fortæller Kjeld Henriksen.

Da han går ind for at købe to billetter, ryger han ind på siden Viagogo.com, hvor der er billetter til salg til kampen.

Prisen for to billetter lyder ifølge Kjeld Henriksen på 900 kroner stykket, men stiger så hurtigt til 1200 kroner.

Én billet til en landskamp i Parken koster typisk 500 kr.

- Pludselig er vi forrest i køen og køber billetterne. Da vi kigger nærmere på iPhonen, viser det sig så, at det samlede regnskab er på over 4000 svenske kroner, siger Kjeld Henriksen, der nu forsøger at få pengene retur.

- Jeg vil stoppe dem og ringer til Mastercard, men de kan kun fortælle mig, at pengene er trukket, og jeg kan ikke få betalingen tilbage, siger han.

Svært at få Viagogo i tale

Kjeld Henriksen forsøger sig nu hos Viagogo.com – Europas største portal for videresalg af billetter, men uden held.

- Ved de henvendelserne og mails, vi får fra dem, kan vi ikke skrive til dem, siger han.

Kjeld Henriksen medgiver, at han var for naiv og skulle have set sig bedre for.

- Jeg var lidt presset af situationen, sad i et sommerhus og havde kun adgang til nettet via min telefon. Og jeg havde jo lovet drengen, at vi skulle ind og se fodbold, siger han.

Kjeld Henriksen ender med at skrive til DR’s forbrugerprogram Kontant, og det fører Jakob Illeborg på sporet af både danske og udenlandske billethajer.

Han forsøger også at få en kommentar fra Viagogo, men de har ikke ønsket at medvirke.

Se ”Kontant: I billethajernes net”

Facebook
Twitter