- Da vi så de fantastiske reklamer for grønne boliger med billig strøm og varme, lød det som drømmen, siger Kate Faxø Kaspersen, som for to år siden flyttede ind i en ny bolig i Uglevænget i Køge.
Hun var flyttet tættere på børnebørnene og havde fået stillet en skøn lejebolig i udsigt, men løfterne om grønne boliger med billig el og varme skulle hurtigt vise sig at være langt fra sandheden.
- Det er blevet til et mareridt, hvor vi alle sammen bor dyrt. Vi har fået nogle kæmpe elregninger, siger Kate Faxø Kaspersen.
Skimmelsvamp efter fire nætter
Det er selskabet BoliGrøn, der har stået for opførelsen af de almene lejeboliger, som Kate Faxø Kaspersen bor i. Hun er langt fra den eneste lejer i Uglevænget i Køge Kommune, der føler sig snydt af den almene boligforening.
Én af de lejere, der også føler sig snydt, er Melina Sørensen. Hun flyttede for to et halvt år siden ind i en af de første lejeboliger i Uglevænget.
- Jeg nåede at sove der i fire nætter, så stod håndværkerne og skulle hive skabe og køkken ned på grund af skimmelsvamp, siger hun.
Boligerne skulle desuden være bygget i energivenligt, og solceller på taget skulle være med til at holde elregningen lav. Men løfterne fra BoliGrøn viste sig at være tomme, da ventilationsanlæggene ikke fungerede, som de skulle.
- Nu går jeg en vinter i møde, hvor jeg skal sidde med 14 grader, fordi jeg har ikke råd til at tænde radiatoren, siger hun.
Stribevis af fejl
Det er ikke kun beboerne, der er overraskede over de mange fejl i byggerierne i Køge Kommune. Byggesagkyndige Morten Mathiasen fra Byggesagkyndig.nu er klar i mælet om kvaliteten af byggeriet.
- Det er bygget for hurtigt og for billigt. Alt byggeri har børnesygdomme, men det er ikke det, vi taler om her. Det er store, grelle skader, siger han.
Morten Mathiasen undrer sig over, hvordan et byggeri kan ende som det på Uglevænget.
- Jeg begynder jo nærmest at skamme mig på byggeriets vegne. Jeg forstår ikke, hvordan man kan gå fra sådan noget her, siger han.
BoliGrøn erkender dårlig kvalitet
I bestyrelsen for BoliGrøn sidder en tidligere borgmester i Vejle for SF, Flemming Christensen. Han erkender, at Kate Kaspersen og Morten Mathiasen har ret i, at Uglevænget ikke lever op til den kvalitet, som lejerne kunne forvente.
- Jeg siger heller ikke, at jeg ikke har noget ansvar. Men det er først bagefter, at jeg er blevet bekendt med, at kvaliteten var så ringe, som den var, siger Flemming Christensen.