Brødrene Price: Drop kylling fyldt med vand

De to kendte tv-kokke mener, at vi skal tage kylling alvorligt som det fine stykke kød, det er.

- Forbrugerne har vænnet sig til, at kylling skal kunne spises med ske, og det er jo sindssygt synd.

James Price er ikke imponeret over den kyllingefilet, der ligger foran ham, og det er hans bror heller ikke.

- Se hvordan det løber ud af den, siger Adam Price.

Brødrene Price er gået i køkkenet med DR's forbrugerprogram Kontant, og der er kylling på menuen.

Anledningen er en analyse foretaget af Fødevarestyrelsen, der afslører, at der er markant mere vand i kylling, end der står på pakkerne.

- Det er jo falsk varedeklaration, konstaterer James Price.

Tag kyllingen alvorligt igen

Price-brødrene stiller sig i det hele taget uforstående overfor, hvorfor producenterne tilsætter vand til ferske kyllingebryster, da de ikke mener, det gør noget godt for spiseoplevelsen.

- Kødet har overhovedet ikke nogen struktur. Det er jo blevet til plejehjemsmad, siger Adam Price.

Problematikken med vand i kylling har været fremme før, og når kølediskene stadig er fyldt med vandholdigt kyllingekød, er det fordi, der er et marked for det.

Adam Price pointerer da også, at man som forbruger må gøre op med sig selv, hvad man bruger sine penge på.

- Man må vælge, om man vil spise snyd, eller om man vil gå udenom snyd, siger han og minder om, at der var engang, hvor lørdagskyllingen var noget, man så frem til.

- Måske skal man tage kyllingen alvorligt igen og rent faktisk betragte den som det fine stykke kød, den er, siger Adam Price.

Køb kylling – og bare kylling

Price-brødrene er generelt ikke begejstrede for produkter, der er tilsat det ene og det andet, før de kommer hjem i forbrugernes køkkener, og Adam Price ser en generel tendens på fødevareområdet.

- Vi fjerner os jo længere og længere væk fra produktet, og derfor kan de, der har ansvar for produktet også fjerne os yderligere, siger han.

Det bliver stadigt sværere at vide, hvad et produkt egentlig indeholder, og derfor er Adam Prices bedste råd til forbrugerne:

- Hvis man gerne vil have kylling så køb kylling – og bare kylling.

Facebook
Twitter