Corona: Tvivlsomme produkter skaber falsk tryghed

Flere produkter solgt til danske forbrugere under pandemien yder ikke den beskyttelse, forhandlerne lover.

En maskine, der renser luften, og en væske, der kan slå virus ihjel på håndtag og vandhaner i op til dage, var hurtigt på markedet, da coronaen ramte landet i foråret.

Da smittetallene eksploderede, og Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts, steg efterspørgslen på værnemidler mod corona, og der var penge at tjene for hurtige forretningsfolk.

Dagen efter danskerne havde set tv-billederne af en militærkonvoj, der fragtede døde italienere ud af Bergamo, kunne man således se helsidesannoncer i Politiken for maskinen MAC500s, der ifølge forhandleren Air-tech kunne fjerne coronavirus fra luft og overflader.

På virksomhedens hjemmeside fremgik det, at maskinen kunne fjerne coronavirus fra rum på op til 60 kubikmeter svarende til en stue på 20-30 kvadratmeter. Pris 4.500 kroner.

MAC500s består af to ting; en ventilator, der kan suge luft igennem maskinen, og en ultraviolet pære, der ved fotolyse slår virus ihjel. UV-pæren producerer desuden ozon, der også har en virusdræbende effekt ved såkaldt oxidering.

Ventilatoren er alt for lille

DR’s forbrugerprogram Kontant har købt MAC500s og sendt maskinen til test på DTU: Danmark Tekniske Universitet, og her er konklusionen klar; MAC500s kan ikke fjerne coronavirus i det omfang Air-Tech lover.

- Vi kan konkludere, at den er for lille. Den kan ikke effektivt rense et rum på 60 kubikmeter, siger Arsen Krikor Melikov, der er professor i ventilation og indendørsklima på DTU.

Ventilatoren i MAC500s er ganske enkelt for lille. Ifølge internationale anbefalinger skal luften i et rum skiftes minimum to gange i timen for at undgå risikoen for coronasmitte, og på hospitaler skal luften skiftes hele fem gange i timen.

For at rense et rum på 60 kubikmeter i en almindelige bolig skal MAC500s altså kunne rense 120 kubikmeter luft på en time. På et hospital skal den kunne klare 300 kubikmeter. Men ventilatoren kan maksimalt kører 44,45 kubikmeter gennem maskinen i timen.

Lyset er for svagt

Spørgsmålet er nu, om den ultraviolette pære kan slå virus ihjel? Det tester Anders Thorseth, der er projektleder på DTU Fotonik. Også her er konklusionen klar.

- Hvis I havde regnet med at få deaktiveret coronavirus i et rum af almindelig størrelse, så har I ikke fået det, I har betalt for, siger Anders Thorseth.

UV-pæren skal bestråle luften med minimum 20 joule per kvadratmeter og helt op til 200 joule for at slå virus ihjel. Men ifølge Anders Thorseth bestråler pæren kun luften med 7,5 joule; altså knap tre gange lavere end den absolut laveste internationale anbefaling.

Om maskinen producerer ozon, der også skulle slå virus ihjel, har Kontant ikke testet, men Statens Byggeforskningsinstitut fraråder apparater, der producerer ozon i rum, hvor der opholder sig mennesker, da ozon danner ultrafine partikler, der kan medføre åndedrætsbesvær, fremkalde astma og skade lungerne.

Marlene Olsen optrådte selv med MAC500s i annoncen, som hun ifølge Politikens Annonceafdeling også selv godkendte.

Direktør: Det skulle gerne være fjernet

Direktør i Air-tech, Marlene Olsen, beklager i dag annoncen, hvor firmaet påstår at MAC500s kan fjerne corona.

- Jeg har ikke nået at få annoncen korrigeret, inden den kom i avisen. Jeg skrev til Politiken, om jeg måtte se artiklen, men det nåede jeg ikke, siger hun.

Men ifølge Politikens annonceservice godkendte Marlene Olsen selv annonceteksten, inden den kom i avisen, hvilket er dokumenteret i en mailkorrespondance, som Kontant er i besiddelse af.

Marlene Olsen hævder desuden, at hun hurtigt fjernede 'corona' fra markedsføringen.

- Lige så snart jeg fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, fjernede jeg 'corona', for jeg ville gerne have det testet, så jeg var 100 procent sikker, siger hun.

Men af Air-techs hjemmeside fremgik det længe efter, at MAC500s kunne fjerne corona:

- MAC500s reducerer mængden af bakterier, vira, corona og alle luftbårne svampespore. MAC500s er derfor perfekt i miljøer med bakterier, stod der på siden.

På hjemmesiden skrev firmaet, at MAC500s kunne fjerne corona, indtil Kontant gjorde opmærksom på det.

- Det skulle da gerne være fjernet, siger Marlene Olsen og står fast på, at MAC500s virker stik modsat konklusionerne fra forskerne på DTU.

- Så ved de ikke, hvad de taler om. Alt hvad der kommer ind over lampen af virus, bakterier og skimmelsvampsporer bliver slået ihjel, siger hun og henviser til producenten for de tekniske detaljer.

Bange for at det ikke har den store effekt

Producenten Jimco har sendt Kontant en test fra Teknologisk Institut, og ifølge den reducerer MAC500s mængden af luftbårne viruspartikler med 90 procent efter en times brug.

Kontant har forelagt resultatet af testen for DTU’s eksperter. De mener ikke, at den ændrer ved deres konklusioner om, at ventilatoren og UV-C-pæren ikke er kraftige nok. De hæfter sig omvendt ved, at testen er udført i et rum på kun 20 kubikmeter, altså tre gange mindre end de 60 kubikmeter, Air-tech bruger i sin markedsføring.

Kontant har også vist testen til professor i Virologi, Allan Randrup Thomsen. Også han tvivler på, at MAC500s kan det, forhandleren lover

- Jeg er bange for, at det her apparat i virkeligheden ikke har den store effekt overhovedet, lyder det fra professoren, der ligesom eksperterne på DTU hæfter sig ved, at testen er lavet i et mindre rum og ikke i en brugssituation som for eksempel en stue eller et kontormiljø.

Påstår at væske slår virus ihjel i ti dage

Et andet produkt, der lover beskyttelse mod coronavirus, er væsken Nanocover.

- Dræber virus og bakterier på overflader helt op til ti dage. Brug den på dørhåndtag, mobiltelefoner, bilrat, toiletter, blandingsbatterier og der, hvor mange mennesker har berøring. Nanocover; ti dages desinfektion.

Sådan lød det i en reklame, der blandt andet kørte på TV 2, da første bølge af corona hærgede landet i foråret.

Det er firmaet Nanobiz ApS, der sælger nanocover, og på firmaets hjemmeside er der linket til en test, der angiveligt beviser Nanocovers egenskaber og lange holdbarhed over for virus.

Men af testen fremgår det, at man har smurt Nanocover på en flise og gemt den væk i ti dage. Den bliver altså ikke berørt én eneste gang meget ulig dørhåndtag, mobiltelefoner, bilrat og toiletter, som netop berøres igen og igen.

Masser af bakterier efter ti dage

Kontant har derfor sendt Nanocover til test hos professor i mikrobiologi og hygiejne på DTU Lisbeth Truelstrup Hansen. Hun har påført Nanocover på håndtag og vandhaner og taget fat i begge dele gentagne gange over en periode på ni dage.

- Vi har testet dem efter 50 berøringer og efter 450 berøringer og efter nul dage og efter ni dage, og det er ikke gået så godt. Vi har masser af overlevende bakterier, siger Lisbeth Truelstrup Hansen og understreger, at resultatet ikke er til at tage fejl af.

- Vi har gentaget forsøgene mange gange, som man jo gør for at lave grundig videnskabelig forskning, og vi får det samme resultat, siger hun og advarer mod at bruge Nanocover.

- Hvis pædagogen ude i børnehaven påfører det her middel på håndtaget og tror, det virker i ti dage, vil det simpelthen give en falsk tryghed, siger hun.

DTU har kun testet effekten af minimum 50 berøringer. Testen udelukker således ikke, at Nanocover begynder at miste sin effekt allerede efter færre berøringer.

Gammel tysk kemi i nye klæder

Indehaver af nanocover, Frederik Bach Nielsen, ønsker ikke at stille op til interview i Kontant, men han fastholder, at Nanocover virker.

- Vi har så meget dokumentation på det her produkt, og jeg tror ikke, der er et mere dokumenteret produkt på markedet. Selv Miljøstyrelsen skriver, at det virker signifikant mod kappebærende virus, som corona-virus er, siger han.

Det viser sig, at Nanocover i virkeligheden er et gammelt tysk produkt kaldet Bacoban WB 1 %, som Frederik Bach Nielsen blot markedsfører under et andet navn. De tests, Frederik Bach Nielsen har sendt til Kontant, er mindst ti år gamle, og ingen af dem beviser, at Nanocover er effektivt over for corona efter ti dages aktivt brug. Det siger miljøkemiker Peter Waksman, der har gennemgået det fremsendte.

Han forklarer også, at Miljøstyrelsen ikke har testet Nanocover i en brugssituation, men blot kontrolleret, at Nanocover indeholder det, der står på etiketten. På baggrund af de nye oplysninger har Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion nu kontaktet Nanobiz ApS og indskærpet, at reglerne for god markedsføring skal overholdes.

- Det er Miljøstyrelsens vurdering, at det ikke kan accepteres, at Nanocover markedsføres med denne anprisning, da sådan et udsagn kan opfattes som vildledende, når det ikke er sandsynliggjort virksomt overfor alle vira, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Kemikalieinspektion Kim Holm Boesen i en pressemeddelelse.

Miljøstyrelsens logo og vendingen ”Verificeret af Miljøstyrelsen” er nu fjernet fra Nanocovers hjemmeside, og det samme er reklamevideoen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter