Danæg idømt bøde på 20.000 kr. i sag om ”Fitnessæg”

Supermarkedskæden Meny fjerner nu æggene fra hylderne.

Når firmaet Danæg fra Christiansfeld har solgt såkaldt ”Fitnessæg”, der ifølge markedsføringen kunne helbrede sygdomme, er firmaet gået over stregen.

Det har Fødevarestyrelsen fastslået ved en kontrol 11. oktober på baggrund af en forbrugerklage over det pågældende produkt. Kontrollen resulterede i en bøde til Danæg på 20.000 kr.

De økologiske ”Fitnessæg” er solgt i særlige lyserøde æggebakker i supermarkeder over hele landet, og Danæg præsenterede indtil kontrolbesøget æggene som havende særlige helbredsmæssige egenskaber på firmaets hjemmeside.

Danæg skrev blandt andet, at æggene kunne hjælpe kroppen med at bekæmpe infektioner, og den går ikke.

- Fødevareinformation må ikke tillægge en fødevare egenskaber vedrørende forebyggelse, behandling og helbredelse af en menneskelig sygdom eller give indtryk af sådanne egenskaber, skriver Fødevarestyrelsen i rapporten.

Ekspert: Det er salgsgas

Preben Vestergaard, der er lektor i ernæring hos Københavns Professionshøjskole, kan heller ikke se, hvorfor fitnessæggene skulle være sundere end andre æg.

- Umiddelbart kunne man jo tro, at det var nogle særlige æg, når de markedsføres som fitnessæg. Men når jeg kigger på ernæringsindholdet i de her æg, så er det godt det samme, som hvis du købte nogle almindelig buræg, siger han.

Ifølge Preben Vestergaard er det ren markedsføring uden reel gevinst for forbrugeren.

- Det er en smart markedsføringsmæssig strategi. Man har udnyttet ernæringsfaglig viden og konstrueret det ned i nogle æg og solgt dem som noget særligt. Men vi skal bare huske, at man ikke bliver mere fit af at spise de her æg, siger han.

Hos Forbrugerrådet Tænk er dommen over fitnessæggene også klar.

- Det er helt sikkert salgsgas. Det er et forsøg på at få de her æg til at se ud som om de kan noget, andre æg ikke kan, siger fødevarepolitisk seniorrådgiver Camilla Udsen.

Meny dropper Fitnessæg

Danæg har ikke ønsket at stille op til interview om navnet Fitnessæg eller produktets sundhedsmæssige egenskaber.

Men i forbindelse med Fødevarestyrelsens kontrol har firmaet fjernet de problematiske dele af markedsføringen fra firmaets hjemmeside. Til det siger salgs- og marketingdirektør i Danæg, Mette Due Andersen, at bøden ikke er møntet på Fitnessæg alene.

- Der er tale om en generel formulering om æg på vores hjemmeside, som så også var kopieret ind under Fitnessæg. Den har vi fjernet nu, siger hun.

Fitnessæg bliver blandt andet solgt i Meny, men Dagrofa, der blandt andet driver Meny, har meddelt Danæg, at de ikke længere vil sælge Fitnessæg.

Sagen fra Danæg kommer, efter DR’s forbrugerprogram Kontant har undersøgt markedsføringen af en række forskellige fødevarer. I flere tilfælde balancerer markedsføringen på kanten af lovgivningen. Samtidig viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, at hver fjerde forbruger føler sig vildledt i forbindelse med indkøb.

Jakob Illeborg udfordrer producenterne og spørger Fødevarestyrelsen, om reglerne på området beskytter forbrugerne godt nok?

FacebookTwitter