Det er blevet dyrere at være el-kunde

Da el-markedet blev liberaliseret, lovede politikerne billigere strøm, men siden er el-prisen steget med 13 procent på grund af afgifter.

- Det, vi har aftalt nu, betyder billigere priser både for den almindelige forbruger og for andre.

Sådan lød det fra daværende miljø- og energiminister Svend Auken (S), da politikerne liberaliserede det danske el-marked ved årtusindskiftet.

Også Venstres Thor Pedersen stillede forbrugerne besparelser i udsigt.

- Alt andet lige, så vil markedsåbningen betyde, at både forbrugerne får lavere priser, og staten får et ekstra provenu på samme tid, sagde han, da aftalen blev indgået.

Forbrugerne betaler mere i dag

Men det er ikke sket. Beregninger som brancheorganisationen Dansk Energi har foretaget for DR’s forbrugerprogram Kontant viser, at den pris forbrugerne betaler for at få strøm ud af stikkontakten er steget med 13 procent. Det skyldes flere afgifter til staten, der fylder godt på elregningen, som grafikken her viser.

Det er de sidste 16 procent af prisen, el-leverandørene kan konkurrere på. Men fordi de også selv skal købe el og har udgifter til administration og lønninger, er det i gennemsnit kun omkring fem procent af den samlede el-pris, de reelt kan konkurrere på.

Ifølge Dansk Energi er den rå el-pris faldet med 25 procent i løbet af de 15 år. Men den potentielle besparelse ædes op af stigende afgifter.

Minister: Vi fjerner afgifter

Partiet Venstre har siddet på regeringsmagten i 12 af de 15 år.

Den nuværende minister på området er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). Han medgiver, at den samlede pris på el er steget, men han påpeger, at regeringen arbejder målrettet på at reducere afgifterne.

- Vi har blandt andet afskaffet PSO-afgiften. Det vedtog vi forrige år, og det gør vi over en periode frem til 2022. Vi har også lavet en aftale omkring elvarmeafgiften. Alt det betyder, at samlet set kommer elregningen faktisk til at falde, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Og på trods af hans forgængers skråsikre udmelding om billigere el, er Lars Chr. Lilleholt (V) ikke bleg for at udstikke endnu en garanti til forbrugerne.

- Når det her er tilendebragt, så PSO-afgiften er fjernet og elvarmeafgiften reduceret, og vi forhåbentlig kommer videre med det i en kommende energiaftale, så kan jeg garantere, at el-prisen falder, siger han.

Men økonomien er blot et af flere problematiske forhold på el-markedet. Et andet er aggressive el-sælgere, der lyver potentielle kunder direkte op i ansigtet, for at kapre markedsandele og et tredje er selskaber, der lover kunderne, at de får 100 procent grøn strøm, velvidende at det er umuligt.

Se ”Kontant: Dyr strøm i grøn forklædning” i aften 21.00 på DR1.