Direktør om telefonsalg: Tåkrummende ringe

Forbrugere bliver tilmeldt abonnementer på magasiner hos Burda Nordic, de aldrig har sagt ja til og siden sendt til inkasso.

Da Tina Bruncke i efteråret 2018 bliver ringet op af Burda Nordic, der blandt andet udgiver magasinet ’Alt om håndarbejde’, gør hun det klart, at hun ikke ønsker at modtage deres blad.

- Jeg siger udtrykkeligt, at jeg ikke er interesseret i at købe noget, siger hun.

Men sælgeren giver ikke op.

- Han præsenterer sig som den her heldige mand, der har fået lov til at forære mig en gave. Han nævner mit navn mange gange og lyder meget forstående, som om han kender mig.

Sendt til inkasso

Tina Bruncke afslutter samtalen uden på nogen måde at have accepteret eller takket ja til telefonsælgerens tilbud.

- Jeg lægger på og tænker ikke videre over det, indtil der dumper blade ind ad min brevsprække med girokort på 99 kr. pr. blad, fortæller hun.

Hun forsøger at ringe til Burda Nordic, men kan ikke komme igennem, så hun sender i stedet en mail, hvor hun gør opmærksom på fejlen.

Da firmaet omsider svarer, håber Tina Bruncke, at sagen bliver løst. Men pludselig modtager hun besked om, at sagen er sendt til inkasso.

- Jeg bliver vred, men også nervøs, når der lige pludselig er et inkassofirma, der banker på, siger hun.

Grov overtrædelse af markedsføringsloven

Søren Sandfeld Jakobsen, der er ekspert i medier og informationsret, har hørt samtalen med telefonsælgeren igennem, og ifølge ham er sagen klokkeklar.

- Der er handlet i strid med god markedsføringsskik og god erhvervsskik. Der er også tale om vildledning, for man forsøger at pakke alle mulige oplysninger ind i en konkurrence og et løfte om et tilbud, der ikke er forpligtende, men som ender med at være det. Så hele metoden er i strid med markedsføringsloven, og selve aftalen er ikke gyldig for forbrugeren, siger han.

DR’s forbrugerprogram, Kontant, har modtaget en lang række henvendelser fra frustrerede forbrugere, der har været gennem lignende oplevelser med Burda Nordic.

Flere af dem er med i facebookgruppen ’Er du ufrivilligt blevet abonnent hos Burda Nordic A/S’.

Forbrugerombudsmanden har desuden modtaget 100 klager over firmaet og har vurderet, at der er tale om ”grov overtrædelse af markedsføringsloven”.

Forbrugerombudsmanden har på den baggrund sendt en indskærpelse til firmaet om at overholde regler og lovgivning på området og undersøger nu, om der kan indledes en straffesag mod firmaet.

Det er tåkrummende ringe

Administrerende direktør i Burda Nordic Lars Schilling Jacobsen erkender, at firmaet har svigtet, og i den konkrete sag med Tina Bruncke undskylder han det forløb, hun har været igennem.

- Det er tåkrummende ringe, og jeg kan kun undskylde på abonnentens vegne. Alt er jo galt. Sælgeren får ikke en accept, han nævner ikke et produkt, han nævner ikke pris, og han får heller ikke sagt, at det er et abonnement, siger Lars Schilling Jacobsen.

Han forklarer, at firmaet arbejder på at rydde op.

- Vi får en henvendelse fra Forbrugerombudsmanden midt i oktober, hvor vi kan se, at der er kvalitetsfald i vores ting. Det var vi brugt de seneste måneder på at rette op på, siger han.

Lars Schilling Jacobsen lover, at de kunder, der føler sig snydt af Burda Nordic, og som har betalt deres regninger efter at være sendt til inkasso, kan få deres penge retur.

- Hvis de henvender sig, og vi kan høre, at de ikke har sagt ja, så gør de selvfølgelig det, siger han.

Facebook
Twitter