DK Hostmaster ændrer registrering af domæner

Bestyrelsesformand Henrik Udsen garanterer, at det nye system er implementeret inden udgangen af 2017

Kontant kunne torsdag fortælle om helt almindelige mennesker, der uden at vide det står som indehavere af falske netbutikker, hvor forbrugerne bliver snydt for tusindvis af kroner.

DK Hostmaster administrerer databasen over alle.dk-domæner for den danske stat. I dag foregår det på den måde, at de sender et brev til den person, der er anført som ejer af en hjemmeside. Men det er blot en orientering. Personen skal ikke gøre noget aktivt for at bekræfte ejerskabet.

Fremgangsmåde møder kritik

Det er ikke godt nok, mener it-ekspert Henrik Bjørner, der blandt andet har lavet et program, som kan afsløre falske hjemmesider.

- Der burde være mere validering omkring selve navnet, så dem der står som ejere rent faktisk også er dem, de udgiver sig for at være, siger han.

Hos DK Hostmaster er de klar over problemet og medgiver, at systemet er for usikkert.

- Vores brevmodel har fanget meget gennem tiden, men det er jo ikke en perfekt model, og det er vi også godt klar over, men vi synes egentlig, at balancen har været god i lang tid. Det synes vi ikke den er mere, og derfor skærper vi den nu, siger Henrik Udsen, bestyrelsesformand i DK Hostmaster.

Konkret vil DK Hostmaster lave et nyt system og bede danskere om at identificere sig med Nem ID, når de vil registrerer et.dk-domæne.

Sværere med udlændinge

Men som Kontants program viste, bliver også udlændinge registreret som ejere af fupbutikker på danske hjemmesider.

- I forhold til de udenlandske brugere findes der ikke nogen globale systemer, der kan lave en sikkert identifikation, så den model vi har kørt med hidtil er brevmodellen, og med den gør vi faktisk mere for at kontrollere identiteten af udenlandske brugere, end de fleste af vores kollegaer i andre lande gør, siger Henrik Udsen.

Han oplyser desuden, at DK Hostmaster i fremtiden vil lave en risikovurdering, når de får henvendelser fra udlændinge, der vil registrere.dk-domæner.

- De tiltag, jeg har nævnt nu, er implementeret ved udgangen 2017, men det er et kapløb, og det er ikke et kapløb, vi på den måde kommer til at vinde. Det kommer til at fortsætte, men den kamp er vi en del af, og det bliver vi ved med at være, siger Henrik Udsen.

Facebook
Twitter