Efter brand: Destruerede 60’er-møbler ender på Lauritz.com

Anni Schmidt Pedersens to sofaer skulle være blevet destrueret efter en brand, men langt senere dukker de pludselig op på en online auktion. Hun mener, at ansatte hos skadeservicefirmaet SSG står bag.

Det var en kortslutning i opvaskemaskinen, der var årsagen til branden. (© privat foto)

- Det er mega rystende, at man kan havne i sådan en situation. Jeg er sikker på, at tyveriet er organiseret af ansatte hos SSG, siger Anni Schmidt Pedersen til DR’s forbrugermagasin Kontant.

Anni Schmidt Pedersen er stadig vred og chokeret efter en brand for et år siden i den lejlighed i Aarhus, hvor hun boede med sin mand og deres 3-årige søn.

Familiens forsikringsselskab, Tryg, samarbejder med et såkaldt skadeservicefirma ved navn SSG, som ifølge firmaet selv er markedsledende i Norden. Kort tid efter branden erklærer Tryg og SSG lejligheden for totalskadet, og det betyder, at langt de fleste af familiens ejendele skal destrueres, heriblandt to sofaer i stuen.

Derfor bliver familien meget overrasket, da den over et halvt år senere ved et tilfælde finder begge sofaer på auktion på Lauritz.com.

Erkender fejl

SSG erkender, at begge sofaer burde være blevet destrueret.

- Det er dybt uheldigt og beklageligt. Vi behandler 50.000 skader om året og har aldrig set noget lignende før, siger SSG’s direktør, Sonny Nielsen, der ikke kan forklare, hvordan sofaerne er forsvundet, og heller ikke kan garantere, at det ikke er SSG-medarbejdere, der står bag.

Anni Schmidt Pedersen frygter, at andre af familiens ejendele, der skulle være blevet destrueret, også er forsvundet og blevet solgt videre, for eksempel en PH-lampe og to Wegner Lufthavnsstole. Og SSG kan ikke give nogen garanti for, at det ikke skulle være sket.

Familien har nu købt de to sofaer på auktionen for 5.000 kroner mere, end de fik udbetalt af Tryg. Den difference har SSG dækket. Handlen er dog nu blevet suspenderet, da sofaerne juridisk set tilhører Tryg.

Overordnet set er Anni Schmidt Pedersen mildest talt ikke tilfreds med SSG’s håndtering:

- De er afvisende og har ingen respekt.

Forstår ikke kritik

SSG-direktør Sonny Nielsen afviser kritikken. Skadeservicefirmaet forsøger fortsat at opklare, hvordan de to sofaer kunne forsvinde, og ifølge direktøren er det ”højst usandsynligt”, at noget tilsvarende er sket med andre af familiens ejendele. Direktøren siger, at SSG nu vil stramme op på sine procedurer.

Lauritz.com har i en mail til Kontant forklaret, at de betragter kundernes oplysninger som strengt fortrolige og derfor ikke vil udlevere oplysningerne medmindre der ligger en retskendelse. Dog opfordrer Lauritz.com alle, der finder hælervarer på deres site, til at kontakte politiet:

- Vi opfordrer i henhold til vores procedurer således personen til omgående at kontakte politiet og anmelde det (hermed menes naturligvis anmelde sagen og ikke Lauritz.com). Hvis politiet finder sagen berettiget, kontakter de os og de styrer det videre forløb.

Lauritz fortæller Anni Schmidt Pedersen, at sælgeren ringede hurtigt efter auktionen for at rykke for sine penge, men efter personen fik at vide, at der var tvivl om ejerforholdet, har Lauritz ikke hørt fra vedkommende siden.

- Det er en beklagelig fejl, siger kommunikationschef Kasper Riis fra Tryg, der nu vil benytte lejligheden til at indskærpe retningslinierne for destruktion over for selskabets samarbejdspartnere.

Desuden har Tryg tilbudt familien 16.000 kroner i kompensation, men den vil afvente resultatet af politiets efterforskning.

Lauritz.com har siden kontaktet SSG omkring deres politianmeldelse af auktionshuset, så Lauritz selv kan kontakte politiet og få sagen afklaret.

Har du også oplevet, at dine ejendele forsvinder, når et skadeservicefirma har dem i sin varetægt, vil DR’s forbrugermagasin Kontant meget gerne høre fra dig på kontant@dr.dk.