Efter DR's afsløring af SmileBright: Her er nummeret du skal tjekke

SmileBright hævder, at der er tale om ét problematisk parti solgt for et halvt år siden, men Kontant købte et tandblegesæt fra samme parti 3. september.

LOT-nummeret viser, hvilket batch eller parti det pågældende produkt stammer fra. Her er det LOT-nr. 4576290101. (Foto: Kristian Nygaard Jakobsen DR)

Kontant afslørede onsdag, at tandblegeproduktet SmileBright indeholder brintoverilte i en mængde, der kan give ætsninger på tænder og i tandkødet.

Direktør i SmileBright Emil Schmidt har ikke ønsket at forholde sig til Kontants afsløring eller fremvise den dokumentation, han hævder at have for, at produktet er i orden.

Men i løbet af dagen i går udtalte han sig til flere nyhedsmedier om sagen.

- Vi har en formodning om, at det er et isoleret tilfælde, der begrænser sig til et mindre parti, som er solgt for seks måneder siden, sagde Emil Schmidt blandt andet til TV Avisen og Radio24syv.

Ifølge SmileBright skulle det altså kun være det ene parti, den er gal med. Emil Schmidt hævdede i samme ombæring, at Kontant netop havde købt det analyserede tandblegesæt for et halvt år siden.

Købt for nylig

Men faktum er, at Kontant købte det analyserede tandblegesæt på SmileBrights hjemmeside 1. juli 2019. Det er altså under tre måneder siden, Kontant købte det problematiske tandblegesæt.

Det pågældende sæt havde LOT-nr. 4576290101, og så sent som 3. september – altså for lidt over tre uger siden – købte Kontant endnu et tandblegesæt fra SmileBright med samme LOT-nr.

Kontant har i dag fremsendt nummeret til SmileBright, der siger, at de er i gang med deres egen uvildige undersøgelse og analyse af produktet.

Samtidig er Miljøstyrelsen gået ind i sagen og har anmodet SmileBright om produkt-sammensætningsoplysninger og eksemplarer til analyse.

Fastholder at produktet nu er i orden

Kontant har efter programmet i går modtaget flere henvendelser fra bekymrede SmileBright-kunder. En af dem modtog dette svar, fra SmileBrights kundeservice, efter hun skrev til selskabet:

- Jeg er naturligvis forstående overfor din mistro til vores produkt, efter den omtale der har været de sidste par dage. Det er en test af et af vores produkter, som vi forhandlede for mere end 1 år siden. Det er ikke et produkt vi forhandler den dag i dag, og det Smilebright produkt du har købt, indeholder ingen peroxid/brintoverilte, eller andre skadelige ingredienser, skriver SmileBright til kunden.

Men Kontant købte altså et produkt med samme nummer for få uger siden, og ikke for halve eller hele år siden.