Egerbyg A/S meldte hus forbi, da tag var i fare for at styrte sammen

Pludselig var det ikke Egerbyg A/S, men Egerbyg Jyllinge ApS, der havde ansvaret for en større ombygning.

Præcisering: Det er præciseret, at det ikke er det prisvindende firma, der udarbejder tilbuddet, som familien ellers troede.

Da Trine Møller og hendes mand i 2017 beslutter sig for at bygge om og lave et børneværelse på loftet, skal de bruge en håndværker, og valget falder på Egerbyg A/S.

- Vi kan se, at de har gode anmeldelser, og de gør meget ud af, at de har vundet en masse priser, siger Trine Møller.

Familien beder derfor om et tilbud på byggeriet, fra det de tror er det prisvindende firma Egerbyg A/S.

Tilbuddet er påtrykt Egerbyg A/S’ navn og logo. Da håndværkerne ankommer, står der Egerbyg A/S på deres tøj, bilen de kører i har Egerbygs logo smurt hen ad siden, og før de går i gang, hamrer håndværkerne et skilt i jorden med Egerbyg A/S’ logo og cvr-nummer.

Trine Møller og hendes mand er altså af den klare opfattelse, at Egerbyg A/S er i gang med ombygningen af deres hus.

Pludselig er et andet firma ansvarlig

Men da håndværkerne laver en række alvorlige fejl, så der til sidst er fare for, at taget styrter sammen, er det ikke længere Egerbyg A/S, der har udført arbejdet.

Nu er det pludselig Egerbyg Jyllinge ApS, der er ansvarlig, oplyser Egerbyg A/S og henviser til, at der med småt står Egerbyg Jyllinge ApS nederst på det tilbud, der er givet. Det bliver begyndelsen på to års tovtrækkeri om, hvem der har ansvaret.

- Jeg har aldrig været så frustreret over noget, som jeg er over det her, og over at vi skal kæmpe sådan, når vi ikke har gjort noget forkert, siger Trine Møller, der føler sig ført bag lyset af Egerbyg A/S.

Da der er fare for sammenstyrtning, har familien måttet leve med store røde stolper ned gennem stuen de seneste to vintre, da sne kan få taget til at styrte sammen. (Foto: Kristian Nygaard Jakobsen DR)

- Jeg synes ikke, det er i orden, at Egerbyg markedsfører sig på den måde. Det har været virkelig frustrerende og stressende, siger hun.

Andre har prøvet det samme

Og Trine Møller er ikke den eneste, der har stået i den situation. DR’s forbrugerprogram Kontant har talt med flere kunder hos Egerbyg A/S, der har oplevet det samme. Men det kommer bag på partner i Egerbyg A/S Jørgen Damkiær.

- Det er helt nyt for os. Vi har løst over 1000 sager, og det her er den første, der lander på mit bord, hvor der er en konflikt i forhold til, hvem der har udført opgaven, og hvor ansvaret skal placeres, siger han.

Jørgen Damkiær medgiver, at det er forvirrende, at der på samme tilbud fremgår to forskellige firmaer og fastholder, at Egerbyg Jyllinge ApS er et helt andet firma.

- Det er to tidligere ansatte, der har startet et firma, og det har vi støttet dem i, og de har brugt en tilbudsskabelon, som vi har brugt i vores firma, siger han.

Så sker der noget

Dagen før Kontant skal interviewe Jørgen Damkiær, er der pludselig skred i sagen.

- For halvanden uge siden blev vi inddraget i sagen, og siden har vi ligget vandret for at forlige sagen, og det er heldigvis lykkedes, forklarer han og afviser, at det skyldes, at Kontant er gået ind i sagen.

- Det er den hurtigste måde, vi har kunnet agere på i en sag, der har kørt i over to år. Der er opstået tvivl om, hvem der har udført arbejdet, og hvem der har ansvaret, efter sagen er udført, så det har vi taget på os, siger Jørgen Damkiær.