Lige nu gør tusindvis af danskere bilen klar til vinteren. De skifter dæk og fylder sprinklervæske på, og mange kører også bilen på værksted til en undervognsbehandling for at undgå rust.
Ved en hurtig søgning på nettet vælter tilbuddene frem på dealsites og Facebook, hvor kampen om kunderne er hård.
- Så er det tid til undervognsbehandling – kun 1500 kr.
- Undervognsbehandling til jyske priser. 2500 inklusive moms.
- Sørg for at din bil er ok, 1995 kr.
Tilbuddene er mange, og priserne går så langt ned som 900 kr. for en undervognsbehandling, hvilket er en femtedel af den normale pris.
FDM: Det er en tillidssag
Det er let at lade sig friste af de gode tilbud, men ifølge FDM er det nærmest umuligt at gøre det så billigt, hvis arbejdet skal laves ordentligt.
- Det er en kompliceret sag at rustbeskytte en bil, og hvis den pågældende behandler også skal tjene penge på det, så skal det koste. Når vi kommer under 3500-4000 kr. på en mellemklassebil, så er der nogle, der ikke tjener penge på det, siger seniortekniker i FDM, Jørgen Jørgensen.
DR’s forbrugerprogram Kontant har modtaget flere henvendelser fra forbrugere, der føler sig snydt i forbindelse med undervognsbehandlingen af deres bil. Men store dele af behandlingen sker i bilens hulrum, og det gør det svært for den almindelige bilist at kontrollere det udførte arbejde, så mange vil aldrig opdage, at de ikke har får det, de regner med.
- Det er en tillidssag, for det er rigtig svært at se, hvad man får lavet, så man skal forsøge at finde en seriøs rustbeskytter, siger Jørgen Jørgensen.
Tre biler dumper ved kontrol
En af de behandlere, der tilbyder billig undervognsbehandling, er Michael Nielsen fra Vejen, der annoncerer på Facebook.
Kontant kører tre biler til undervognsbehandling på hans værksted og får efterfølgende arbejdet tjekket hos Teknologisk Instituttet, der driver landets eneste uvildige kontrolordning for undervognsbehandling. Her er dommen klar.
- Kvaliteten er simpelthen ikke i orden, og kunden får ikke sikkerhed for, at bilen er rustbeskyttet. Kvalitet og pris hænger ofte sammen, og det er der bevis for her, siger Jan Helbo, der er konsulent i automobilteknik på Teknologisk Institut.
I alle tre tilfælde er rustbehandlingen særdeles mangelfuld. Det gælder blandt andet bærende dele som bilernes vanger samt flere hulrum, der ifølge Jan Helbo kun har fået ganske lidt eller slet ingen rustbeskyttelse.
Jeg vil ikke være med i de ordninger
Michael Nielsen fastholder imidlertid, at hulrum og vanger er fuldt behandlet på alle tre biler.
- Det gør vi altid, lyder det korte svar.
Han er ikke med i kontrolordningen hos Teknologisk Institut og ønsker heller ikke at være det.
- Jeg vil ikke være med i de ordninger, for det er nogle absurde krav, de stiller, og så er priserne jo også fuldstændig groteske. Det er der mange, der ikke vil betale, og så får de det ikke gjort, og det er jo ikke bedre, end at få bilen behandlet delvist, siger han.
Michael Nielsen vil ikke ændre væsentligt på det arbejde, han laver og fastholder, at kvaliteten matcher prisen.
- Det er helt andre priser, jeg tager og en anden behandling, og jeg leverer altså garanti på det, jeg laver, så hvis folk er utilfredse, må de jo komme retur, siger han, men erkender, at han kunne være tydeligere med, hvad kunderne får.
- Jeg skal åbenbart kommunikere bedre ud, hvordan behandlingen foregår, afslutter han.