Ekspert: Vaskemaskiner er bygget til at holde kortere tid

Moderne vaskemaskiner er bygget til ikke at kunne repareres. Det mener en østrigsk ekspert.

Billige maskiner kan ikke repareres, når de går i stykker. (© Danmarks Radio)

- Vi ser år fra år at den gennemsnitlige levetid falder. Vi ser en trend mod såkaldte smid væk-maskiner, som er billige, men som går i stykker efter 3-5 år, siger østrigske Sepp Eisenriegler til forbrugerprogrammet Kontant.

Han har været direktør for Reparations- og Servicecenter R.U.S.Z. i mere end 20 år, og har gennem sit virke skilt mere end 11.000 vaskemaskiner ad.

Gennemsnitligt holder en vaskemaskine 8,3 år, siger Sepp Eisenriegler. Det tal har han fra en Østrigsk rapport, og som han mener læner sig godt op ad den virkelighed, som han selv oplever.

Pris og kvalitet hænger sammen

Sepp Eisenriegler ser en tydelig sammenhæng mellem vaskemaskinernes pris og hvor længe, de holder.

- Hvis du køber en vaskemaskine for 300 euro, så kan du forvente en levetid på 3 år. Hvis du køber en vaskemaskine for 500 euro, så kan du forvente en levetid på 5 år, fortæller han.

Der er altså en klar sammenhæng mellem, hvor mange penge, du er villig til at ofre på en vaskemaskine, og hvor længe, den holder. Derfor mener Sepp Eisenriegler, at det godt kan betale sig at investere i en dyr maskine.

- Hvis man vil have rent tøj i 20 år og køber en billig maskine, så skal man bruge syv maskiner. Hvis man køber en dyr en i god kvalitet, så skal du kun bruge én. Så den ene dyre koster omkring 1100 euro og de syv billige koster omkring 2100-2200 euro. Derfor er de billige faktisk dyrere på den lange bane, siger han.

Svære at reparere

Grunden til at de billige maskiner ikke holder længere tid, er fordi de simpelthen ikke kan repareres, når de går i stykker.

Det er de ikke bygget til, forklarer Sepp Eisenriegler og viser Kontant to tromler, hvor den ene er lavet i metal og kan repareres tusind gange, mens den anden er i plastik og ikke engang kan repareres én gang.

Og det er ganske normalt, at de nye maskiner er bygget på den måde, fortæller den østrigske vaskemaskine-ekspert.

Kampagne skal sætte fokus på levetid

Det synes Forbrugerrådet Tænk er for dårligt.

Derfor kører de i øjeblikket en kampagne, der skal sætte fokus på den faldende levetid på hårde hvidevarer.

De vil blandt andet have, at producenterne skal have en information på deres produkt, der oplyser om den forventede levetid, og om der er reservedele tilgængelige i hele perioden.

Når folk gerne vil kunne reparere selv, skal de jo have oplysningerne, så de kan vælge det der er lidt dyrere, men på den lange bane bliver bedre og billigere fordi de man ikke skal skifte så tit.

Og så er der jo også lige miljøet at tænke på. Det bruger mange ressourcer at smide ting ud og den største voksende affaldsgruppe er faktisk hårde hvidevarer og elektroniske produkter, fortæller Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk.

Branchen er i mod

Dog mener Henrik Egede, direktør for FEHA, som er brancheforeningen for hårde hvidevarer, at en mærkningsordning ville være en rigtig dårlig idé:

Jeg er ikke sikker på, at det er den vej, vi skal gå - og slet ikke nationalt, fortæller han.

Henrik Egede mener ikke, at den køb og smid væk-kultur, som nogle mennesker er begyndt at udvise, er et så stort samfundsproblem, at der bør indføres et mærke, der kan oplyse forbrugeren om en forventet levetid.

- Jeg køber ikke den der med, at vi skal beskytte forbrugerne gennem nogle statslige systemer. Jo, når der er behov for det. Jeg har til gode at se behovet her, for jeg synes markedet konkurrerer. Medlemmerne, altså mine medlemmer, producenterne, konkurrerer på holdbarhed, og de konkurrerer på god service, uddyber han.

Derudover mener Henrik Egede ikke, at det er korrekt, at de hårde hvidevarer har en kortere levetid. Han refererer til en tysk rapport:

- Det er rigtigt nok at i gamle dage, der stod de (vaskemaskinerne red.) i 14 år, men 13 år, det er lang tid. Det er længere end et normalt ægteskab holder, og vi synes faktisk, at det er lang tid. Og det bevirker jo, at når endelig produktet måske får en defekt, så er der ting gør, at det ikke normalt er kosteffektivt at få det repareret, siger han.

Se Kontant torsdag kl. 21 på DR1 for at finde ud af, om du selv kan reparere din maskine.

Facebook
Twitter