Faktaboks opdateret klokken 15.12 med oplysning om, at Aalborg Universitetshospital på forsøgsbasis bruger behandlingsformen mod bugspytkirtelkræft.
En novemberdag sidste år får Henning Hebsgaard den besked, de fleste frygter: Han har kræft.
Henning Hebsgaard har været til en rutineundersøgelse hos lægen og får konstateret prostatakræft – en sygdom, der rammer 4.000 mænd om året, og som dermed er den hyppigste form for kræft blandt mænd.
- Jeg blev bange og tænkte bare: ”Hvad er det, og hvordan vil det påvirke mig senere hen?”, fortæller Henning Hebsgaard.
Han bliver henvist til sygehuset, hvor han bliver tilbudt en operation, men lægerne fortæller ham, at der kan være en række bivirkninger forbundet med behandlingen. Derfor vælger han sammen med sin kone, Aase, at afsøge andre muligheder.
Hvad de ikke ved, er, at de i deres søgen vil komme til at stifte bekendtskab med en mand, som lover dem en vidunderbehandling – selvom han slet ikke er læge. Faktisk kan DR's forbrugermagasin Kontant onsdag afsløre, at manden i virkeligheden er revisor og racerkører, og behandlingstilbuddet kan have fatale konsekvenser.
- Jeg tror sgu, vi har været udsat for en svindler
I deres søgen falder ægteparret over virksomheden Receptor Oncology, som reklamerer for en ny type behandling mod prostatakræft, den såkaldte ”NanoKnife-teknologi”.
På hjemmesiden fremgår det, at behandlingen foretages på en klinik i Tyskland, der har specialiseret sig i at behandle prostatakræftpatienter med netop dén type behandling, og når patienterne kommer hjem igen, står et dansk lægeteam klar til at hjælpe.
Receptor Oncology reklamerer med, at behandlingen både er smertefri, hurtig og uden bivirkninger. Den dræber, ifølge hjemmesiden, samtlige kræftceller, og alle 700 patienter, der har modtaget behandlingen, er erklæret fuldstændig raske.
Henning Hebsgaard og hans kone kontakter derfor Receptor Oncology for at høre mere og bliver ringet op af en mand, der præsenterer sig som Heino Frederiksen. Han fortæller dem, at behandlingen vil kunne helbrede Henning Hebsgaard for hans prostatakræft.
Inden de takker ja til behandlingen, kan de komme til en indledende samtale med en læge på en af Receptor Oncologys tre danske klinikker, og ægteparret booker derfor en konsultation på klinikken i Odense.
- Vi tænkte: ”Nu sker der noget!”. Vi håbede det bedste, fortæller Henning Hebsgaards kone, Aase Hebsgaard.
Her fortæller Henning og Aase Hebsgaard om deres møde med Receptor Oncology og Heino Frederiksen.
Men da parret ankommer til adressen i Odense, kan de hverken finde en læge ved navn Heino Frederiksen eller en klinik med navnet Receptor Oncology, og i receptionen ved ingen, hvem der er tale om.
Det viser sig i stedet, at der på adressen ligger et kontorhotel, som udlejer kontorer på timebasis.
- Så kommer Heino Frederiksen farende nede fra den anden ende af en smal gang og siger: ”Det er mig, der er Heino, det er mig, der Heino!”, og så gik vi op på hans kontor, fortæller Aase Hebsgaard.
Til konsultationen fortæller Heino Frederiksen, at det vil koste 29.000 euro at behandle Henning Hebsgaard med NanoKnife-teknologien. Det svarer til cirka 216.000 kroner. Men da parret spørger ind til, præcis hvor klinikken er, og hvem der skal foretage behandlingen, kan de ikke få nogen svar.
Henning Hebsgaard fortryder derfor på vej hjem fra konsultationen.
- Så siger jeg til Aase: ”Jeg tror sgu, vi har været udsat for en svindler”.
DR booker en konsultation hos Heino Frederiksen
Og det viser sig, at de bange anelser ikke er helt ubegrundede.
For selvom det er Heino Frederiksen, der foretager den såkaldte lægekonsultation, er han faktisk slet ikke uddannet læge; han er revisor og racerkører og indehaver af en række andre virksomheder. Noget, han hverken oplyser på Receptor Oncologys hjemmeside eller til Henning Hebsgaards konsultation.
For at finde ud af mere om den behandling, Heino Frederiksen tilbyder, og hvordan virksomheden rådgiver kræftpatienter, booker to af DR's journalister derfor en konsultation hos ham.
Den mandlige journalist foregiver at være prostatakræftpatient, mens den kvindelige journalist foregiver at være hans datter.
Konsultationen bliver filmet med skjult kamera, da DR vurderer, at det er den eneste måde at dokumentere, hvordan Heino Frederiksen rådgiver kræftpatienter.
Under konsultationen fortæller Heino Frederiksen både, at behandlingen foregår i Tyskland, og at den samlede pris på de cirka 216.000 kroner skal overføres til forskellige konti, før behandlingen kan gå i gang.
Heino Frederiksen oplyser på intet tidspunkt, at behandlingen er eksperimentel. Tværtimod fortæller han, at den er anerkendt i Tyskland.
Han fortæller også, at lægen, der har opfundet NanoKnife-behandlingen mod prostatakræft, har vundet en Nobelpris i Medicin for prostatakræftbehandlingen. Men sandheden er, at behandlingen hverken er godkendt eller anerkendt i Tyskland, og at manden bag aldrig har vundet en Nobelpris i Medicin.
Heino Frederiksen fortæller også, at kun én ud af 8.000 har oplevet tilbagefald, og at der kun er bivirkninger i under én procent af tilfældene.
Lige som det også var tilfældet ved Henning Hebgaards konsultation, fortæller Heino Frederiksen på intet tidspunkt, at han ikke er læge.
Undervejs i konsultationen fortæller den mandlige journalist, at han er i tvivl om behandlingen. Til det svarer Heino Frederiksen, at det gælder om at slå til hurtigt, inden kræften spreder sig.
Journalisten spørger derefter, om Heino Frederiksen vil mene, at mulighederne for at blive helbredt vil være bedre med Heino Frederiksens tilbud, end hvis han fortsætter behandlingen i det offentlige sundhedssystem.
- Ja, det ville jeg. For her får du jo ryddet op i prostata. Du får dræbt de kræftceller, der kan ses. Altså i min verden er der ikke nogen tvivl, lyder svaret.
Tag med Kontant til konsultation hos Heino Frederiksen her.
Overlæge og professor i prostatakræft: ”Nakkehårene rejser sig”
Det seneste år har Heino Frederiksen og Receptor Oncology haft annoncer i en række danske dagblade og magasiner. I juli 2018 tilbød de medicinsk behandling af blandt andet brystkræft og lungekræft, og få måneder senere reklamerede de for skræddersyet kræftbehandling i Japan.
Siden oktober sidste år har Receptor Oncology dog udelukkende fokuseret på behandling af prostatakræft.
Men behandlingen er langt fra så problemfri, som Heino Frederiksen får den til at lyde til konsultationen og på Receptor Oncologys hjemmeside. Det slår Michael Borre, der er professor i prostatakræft og overlæge på Aarhus Universitetshospital, fast.
- Når man begynder at læse, hvad der står, begynder nakkehårene at rejse sig, for det er plattenslageri af værste skuffe; det passer ikke på sygdommen, og eksemplerne er fuldstændig umulige i virkeligheden, siger Michael Borre.
I virkeligheden er NanoKnife-behandling mod prostatakræft dybt eksperimentel, og de danske læger advarer mod behandlingen, da flere patienter har haft tilbagefald i deres sygdomsforløb eller haft svære komplikationer som følge af den.
Da DR's muldvarpe spørger ind til det danske lægeteam, Receptor Oncology ellers oplyser at have tilknyttet, henviser Heino Frederiksen til én læge, og hun viser sig i virkeligheden at være hudlæge og har intet at gøre med virksomheden.
Michael Borre er rystet over, at Heino Frederiksen - uden lægefaglig baggrund - rådgiver patienter til at fravælge det danske sundhedssystems tilbud til fordel for hans.
- Det er jo dybt uforsvarligt at prøve at tale en mand fra et af de helbredstilbud, som vi ved virker, til noget, som er dybt eksperimentelt, lyder det fra overlægen.
Kræftens Bekæmpelse og Propa misbrugt i markedsføring
Også prostatakræftforeningen Propa og Kræftens Bekæmpelse ryster på hovedet over Heino Frederiksen og Receptor Oncology.
Begge organisationer har oplevet at blive misbrugt i virksomhedens markedsføring af den ikke-godkendte behandling. Deres logoer har prydet Receptor Oncologys hjemmeside, og der er også blevet henvist til organisationerne.
Det lykkedes Propa at få fjernet henvisningerne til dem, men så heldige var Kræftens Bekæmpelse ikke, da de forsøgte.
- Der er indtil flere, der har kontaktet Kræftlinjen og fortalt, at de har haft ubehagelige oplevelser med at være i kontakt med Receptor Oncology, siger Niels Kroman, der er cheflæge i Kræftens Bekæmpelse.
Derfor advarer de mod Receptor Oncology på deres hjemmeside.
Nægter at svare på spørgsmål
Efter konsultationen hos Heino Frederiksen, konfronterer DR Heino Frederiksen med kritikken af ham og Receptor Oncology, men han ønsker ikke at stille op til interview.
Han vil hverken svare på, hvorfor han tilsyneladende foregiver at være læge, og hvorfor han beder patienter udsætte deres behandling i det danske sundhedssystem til fordel for en eksperimentel behandling.
Han vil heller ikke oplyse, om der rent faktisk er læger tilknyttet hans lægeteam, eller hvorfor han lyver om, hvor mange patienter der får alvorlige komplikationer og tilbagefald.
Han fortæller dog til sidst, at virksomheden nu lukker.
Vil du fortsat tage imod på dine tre lægeklinikker og lave konsultationer, på trods af at din baggrund er, at du er revisor?
- Nej.
Det er slut nu?
- Ja.
Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Heino Frederiksen at stoppe den vildledende markedsføring af kræftbehandling på Receptor Oncologys hjemmeside, og tidligere på måneden meldte Lægeforeningen ud, at de ønsker et tilsyn, der kan gribe ind, hvis en alternativ behandler lover, at bestemte metoder kan kurere kræft eller andre alvorlige sygdomme uden dokumentation.
På Receptor Oncologys hjemmeside fremgår det nu, at siden er under opdatering.
I videoen her konfronterer Kontant Heino Frederiksen med sin kræftrådgivning.
Du kan se hele programmet ”Kontant: Den falske kræftlæge” i aften på DR 1 klokken 21.55.