Knap en halv million flypassagerer oplever hvert år, at deres fly er forsinket eller aflyst, når de rejser til eller fra Danmark.
En stor del af dem har krav på kompensation. Selskabet Flyhjælp.dk estimerer, at danske passagerer er berettiget til ca. 870 millioner kr. årligt som følge af forsinkelser og aflysninger. Tallet er baseret på en EU-kommissionsrapport fra 2013, tal fra Eurostat samt Forbrugerrådet Tænk.
De passagererne, der tager turen gennem systemet og opnår kompensation, får i gennemsnit udbetalt 3.000 kr., så hvis alle passagerer i et forsinket fly får udbetalt, hvad de har krav på, er der tale om et ganske stort beløb for flyselskaberne.
Det er penge, de nødigt vil af med, og derfor ender sagerne som oftest i retten. Direktør i Flyhjælp.dk, Gustav Frederik Thybo, oplyser, at de årligt hjælper op mod 24.000 passagerer.
De mange sager har finansieret en underskov af sådanne klagehåndteringsselskaber, der lever af at hente penge hjem til flypassagererne.
Ventede fire timer i et varmt fly på Mallorca
Jan Andersen købte sig også til hjælp, da han og familien blev forsinket efter en ferie på Mallorca.
- Vi skal flyve med Ryanair hjem og er egentlig klar til afgang, men vi får at vide, at der går lidt tid, inden vi kommer i luften, husker han.
Det bliver til fire timers ventetid i det varme fly uden så meget som et glas vand, og information er der heller ikke meget af. Flyselskabet er ellers forpligtet til at orientere passagererne om muligheden for at søge kompensation.
- Vi får stort set ingen ting at vide. Men folk begynder at snakke i flyvemaskinen, og der hører jeg, at man kan søge kompensation, hvis man er over tre timer forsinket, siger Jan Andersen.
Otte måneder senere får han en check fra Ryanair, som han efter en del besvær får udbetalt minus de 25 procent, klagehåndteringsselskabet tager for deres arbejde.
Sagerne hober sig op
Det burde ellers ikke være så kompliceret. En EU-forordning fra 2004 fastslår nemlig, at du har krav på økonomisk kompensation, hvis dit fly er mere end tre timer forsinket ved ankomst, eller hvis dit fly er aflyst eller overbooket.
Men gang på gang ender sagerne hos domstolene. Københavns Byret har således 1.400 verserende sager.
- Det skal ses i forhold til, at en ganske almindelig civil afdeling maksimalt har 100 verserende sager. Det påvirker retssystemet ganske enormt, og det påvirker også landsretterne, som skal tage stilling til de ankesager, de får, siger Stine Fink Hansen, der er chef for Flyforsinkelsesafdelingen.
Kontant har kontaktet Ryanair for at få et interview, men det irske selskab har kun sendt et skriftligt svar, der ikke forholder sig til den konkrete sag.
- Alle gyldige krav afregnes, og der sendes svar syv arbejdsdage efter modtagelsen, så længe kunden har givet tilstrækkelig information til os for at behandle kravet, skriver selskabets kommunikationschef, Ronan O’Keeffe i en mail til Kontant.
For Jan Andersen blev de syv dage altså til otte måneder.