Flyttemand bliver væk selv om kunderne har betalt

Firmaet BM Fragt indgår aftaler om flytning, men dukker ikke op som aftalt. Alligevel beholder firmaet de forudbetalte penge

- Det er bare løgn. Han kommer ikke.

Pia er godt frustreret efter sit møde med flyttefirmaet BM Fragt og firmaets direktør Bo Madsen.

Hun bestiller flyttefirmaet fra Horsens, da hun skal flytte i oktober 2016. Men Pia og en stribe andre kunder har måttet sande, at en aftale ikke nødvendigvis er en aftale, når det gælder BM Fragt.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det hele er fup og fiduser. Det var aldrig meningen, at Bo Madsen skulle flytte for mig, siger Pia, og hun er ikke alene.

Min bil og chauffør er enormt forsinket

Kontant har været i kontakt med 20 tidligere kunder. De fleste sager følger det samme mønster. BM Fragt indgår en aftale om flytning på en bestemt dato, opkræver et depositum, men dukker aldrig op. I stedet modtager kunderne en besked fra direktør Bo Madsen med en forklaring om, hvorfor BM Fragt ikke kan flytte lige den dag. Sådan var det også i Pias tilfælde. En halv time før aftalt tid, får hun en SMS fra Bo Madsen.

"Hej Pia. Min bil og chauffør er enormt forsinket grundet værkstedsbesøg. Jeg holder dig opdateret", lyder beskeden.

Hun ringer til Bo Madsen, der forklarer, at bremserne på bilen ryger, så den skal på værksted.

Pia ender med at annullere aftalen med BM Fragt. Bo Madsen beklager og lover, at han vil betale halvdelen af udgifterne til et andet flyttefirma.

Skylder over 100.000 kr.

Men Pia har hverken set de 1382 kr., hun forudbetalte for flytningen eller halvdelen af de 2200 kr., hun måtte betale for at få et andet firma til at klare opgaven på dagen. Og det mønster går også igen, når det gælder BM Fragt. I de sager Kontant har kendskab til, drejer det sig om i alt 103.837 kr., som Bo Madsen skylder tidligere kunder - der aldrig har fået flyttet så meget som en papkasse - og ansatte, der siger, at de har løn til gode hos BM Fragt.

Ifølge forbrugerjurist Anne-Dorte Bruun Nielsen, er der ikke så meget at rafle om.

- Han har ikke leveret det, han skal, så skal han aflevere de penge, han har fået. Mere kompliceret er det ikke, forklarer hun og understreger, at et flyttefirma har en særlig forpligtigelse i forhold til tid og sted.

- Ved flytning er præcision en del af ydelsen. Det er jo ikke godt nok, at han kommer næste onsdag, hvis det er nu, man skal flytte, siger hun.

Rom blev ikke bygget på én dag

Kontant har talt med Bo Madsen flere gange over telefonen under optagelserne til torsdagens program. Han afviser, at tidligere ansatte ikke har fået løn, men erkender at skylde tidligere kunder penge. Han lover, at de får pengene tilbage.

- Det gør de. Det skriver jeg under på. For at håndtere det her, bliver jeg nødt til at gøre én ting af gangen. Det kan godt være, at der er nogen, der siger, at det kan de ikke vente på. Men så må det være sådan. Jeg er nødt til at gøre det i et tempo, som jeg kan klare. Rom blev ikke bygget på én dag. Eller for den sags skyld én uge, siger han.

Se ”Kontant: Flyttemanden der blev væk” torsdag 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter