Forbrugerombudsmanden politianmelder syv kviklån-udbydere

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt syv udbydere af kviklån, heriblandt de to største selskaber, Ferratum og Vivus. Det sker efter, at DR’s forbrugerprogram Kontant for to år siden afslørede mange lovbrud.

Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen vil begrænse de populære, men også meget dyre kviklån, der blandt andet er karakteriseret ved en meget kort løbetid, en meget høj rente og ingen sikkerhedsstillelse.

Derfor har hun anmeldt syv udbydere af kviklån til politiet for forskellige overtrædelser af markedsføringsloven, viser en aktindsigt, som DR’s forbrugerprogram Kontant har fået.

Anmeldelserne er kommet i kølvandet på et Kontant-program for to år siden, der fortalte, at mange kviklån-udbydere brød markedsføringsloven ved ikke at give forbrugerne de rigtige informationer på deres hjemmesider.

Alle potentielle overtrædelser fandt sted i 2014, og det drejer sig om følgende firmaer:

1. Ekspres Bank A/S

2. Agency ApS

3. Bonavent Invest A/S

4. Ferratum Denmark ApS (ejer også Kvikautomaten)

5. 4Finance ApS (ejer Vivus og Zaplo)

6. Mobillån Danmark Aps (under frivillig likvidation)

Forbrugerombudsmanden ønsker ikke at oplyse præcist hvilke forhold, som hun har politianmeldt udbyderne for. Men ifølge Ferratum er de blevet anmeldt for en bagatel. - Kontant gjorde os opmærksom på, at debitorrenten (effektiv rente: red.) var angivet som et beløb og ikke en procent. Det er en meget lille fejl, som kun stod på hjemmesiden i to uger, og som blev rettet med det samme, da vi hørte om den, siger Ferratums nordiske direktør, Mikkel Winston, til Kontant.

Også Ekspres Bank er uforstående over for politianmeldelsen og mener, at den vedrører en detalje.

Forbrugerombudsmanden ønsker ikke at oplyse navnet på den syvende udbyder på grund af ”hensynet til privatlivets fred”. Hun har i øvrigt anmeldt yderligere 16 selskaber, der tilbyder andre typer lån end kviklån.

DOKUMENTATION: Se hvem Forbrugerombudsmanden har meldt til politiet her:

Rettet den 27. september 2016:Ovennævnte tekst kunne oprindeligt give den opfattelse, at linket henviser direkte til Forbrugerombudsmandens politianmeldelser. Det er ikke korrekt. Dokumentet viser den aktindsigt, som Kontant har fået hos Forbrugerombudsmanden. Kontant beklager den upræcises formulering.

Kreditvurdering skal strammes op

Hun mener også, at kreditvurderingen er for lemfældig. Det er nemlig både nemt og hurtigt at tage et kviklån uden, at man behøver at stille nogen form for sikkerhed.

- Kreditaftalelovens regel om, at der skal ske en kreditvurdering af os forbrugere, inden vi kan få et lån, overholdes ikke altid. Det er vores opfattelse, og det har vi meddelt branchen, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til Kontant.

Tallene taler da også deres tydelige sprog. Hele 40 procent af dem, der tager et kviklån, fortryder det bagefter, og 10 procent kan ikke betale tilbage og risikerer dermed at havne i RKI, registret for dårlige betalere.

Og der er især unge, som det går ud over.

- Nogle låneudbydere beder bare om nogle statistiske oplysninger, altså hvilket køn har vi, hvor gamle er vi, hvilket postdistrikt bor vi i, og så naturligvis om vi er i RKI. Men det siger jo ikke ret meget om, hvor mange penge vi individuelt har til rådighed, siger hun.

Hun vil nu sætte sig ned med branchen, og de skal også diskutere, hvordan udbyderne sikrer, at forbrugerne får de rigtige informationer, når de optager kviklån. Men fokus er først og fremmest på kreditvurderingen eller mangel på samme.

- Det vi håber på at opnå er jo, at lånemarkedet generelt, når vi taler forbrugslån, bliver bedre til at foretage en vurdering af kreditværdighed. Det vil forhindre, at der er så mange forbrugere, som tager lån, de ikke har råd til, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

Håb forude

I det hele taget går det den rigtige vej med forbrugerbeskyttelsen på området for kviklån.

Et flertal i Folktinget har netop vedtaget en betænknings-periode på 48 timer, så man frem over har mulighed for at genoverveje et lån. I tilgift må låneudbyderen i de 48 timer ikke kontakte den potentielle kunde.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er stramningen et skridt i den rigtige retning.

- Det er rigtig godt, at der nu er kommet denne her betænkningsperiode. Vi ved nemlig, at 40 procent faktisk fortryder, at de har taget et hurtigt og dyrt lån, så der kan man lige få lov at stoppe sig selv, siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Kigger man ud over Danmarks grænser, har selveste Google fornylig besluttet med virkning fra den 13. juli at forbyde alle annoncer for kviklån – på engelsk: payday loans - på deres søgemaskine.Se kontant i aften kl. 21.00 på DR 1.

Tip redaktionen på kontant@dr.dk

Facebook
Twitter