Gode råd hvis du vil give eller har modtaget et oplevelsesgavekort

Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du giver eller modtager et gavekort. (© ColourBox)

Kontant satte torsdag fokus på de populære oplevelsesgavekort i programmet "Lige lovlig smart box", hvor frustrerede forbrugere fortalte om dårlig oplevelser med gavekort, der var svære at bruge.

Det kender de alt til Forbrugerrådet Tænk, og her er meldingen klar.

- Vi vil faktisk opfordre forbrugerne til i stedet at give pengene og skrive, hvad man tænker, de skal bruges til. På den måde undgår man også, at pengene går tabt, og der vil ikke være alle de her tidsmæssige og geografiske begrænsninger i forhold til brugen, siger seniorjurist Tina Dhanda.

Det skal du overveje

Ønsker du alligevel at give et oplevelsesgavekort, eller har du modtaget et, er her fem ting, du skal være opmærksom på:

1. Hvor kan gavekortet bruges?

Tjek hvor gavekortet kan bruges. Mange gavekort bliver ikke indløst, fordi de er for besværlige at bruge og bliver glemt eller bliver væk.

2. Hvornår kan du eller modtageren bruge det?

Et gavekort skal bruges hurtigst muligt, da pengene kan være tabt, hvis butikken lukker, går konkurs eller får ny ejer, inden kortet bliver brugt.

3. Kan gaven byttes?

Tjek om gavekortet kan byttes til noget andet, eller om pengene gives retur, hvis det ønskes.

4. Hvor lang er gyldigheden?

Tjek hvornår gaven udløber. Nogle oplevelsesgaver har en påtrykt udløbsdato. Det kan betyde kort gyldighed, hvis gaven har ligget længe i butikken. Tjek også om gyldighedsperioden kan forlænges, og hvad det eventuelt koster.

5. Hvornår er pengene tabt?

Selvom gyldighedsfristen på selve oplevelsen fx kun er tre måneder, vil selve værdien af gaven stadig være der. Hvis der ikke er aftalt andet, bevarer kortet sin værdi i op til tre år. Du kan dog godt aftale en kortere frist, den må bare ikke være urimelig kort. Det betyder, at du har ret til at modtage oplevelsen, men du kan risikere, at den er steget i pris. Hvis den fx er steget med 100 kr., må du lægge de 100 kr. oven i kortet for at modtage gaven.

Kilde: forbrug.dk