Et par klik med musen, og så er feriens udlejningsbil bestilt hjemmefra - klar til at hente i lufthavnen. Men både når du booker og afhenter bilen, skal du se dig for, så du ikke får en dyr eller dårlig oplevelse.
FDM anbefaler, at man bruger udlejningsfirmaer, der også har kontorer i Danmark, da FDM modtager flest klager over små lokale udlejningsfirmaer.
Når du booker bilen
Noget at det vigtigste at undersøge i forbindelse med billejen er forsikringsforholdene. Du skal være særligt opmærksom på, om ansvarsforsikringen er god nok (Liability Insurance Supplement - LIS). I nogle lande kan føreren blive stillet over for meget store erstatningskrav, hvis forsikringssummen ikke er høj nok.
I forhold til kaskoforsikring (Loss Damage Waiver - LDW), skal du undersøge, om der er skader, der ikke er dækket.
Ofte dækker kaskoforsikringen ikke det samme, som du er vant til fra Danmark. Du skal også være opmærksom på, hvor stor en selvrisiko, du har, hvis der sker et uheld.
Det kan også være en god idé at kigge på, hvad det vil koste at forsikre sig ud af en stor selvrisiko eller høje erstatningskrav. Denne type forsikring hedder ofte Collision Damage Insurance (CDI) eller Collision Damage Waiver (CDW). Hvis du synes forsikringsforholdene er for dårlige så find en anden udlejer eller ring til udlejeren, hvis du er i tvivl.
Tjek op på alder og kilometer
Ud over forsikringsforhold skal du være opmærksom på, om bilen har fri kilometer, eller om du skal betale for de kørte kilometer. Det kan gøre billejen væsentligt dyrere, hvis du skal betale en ekstra kilometertakst.
Endelig skal du være opmærksom på, om der er minimum/maksimumssalder for leje af bilen, eller om der er særlige krav til kørekortet.
Opfylder du ikke de pågældende krav, kan du risikere at skulle betale ekstra eller måske slet ikke få lov til at leje bilen.
Når du henter bilen
Når du er fremme ved biludlejningsfirmaet, skal de sørge for at læse kontrakten grundigt igennem, inden du skriver under, så du er sikker på, hvordan du er stillet. Sørg også for at finde ud af, hvad du gør, hvis du kommer ud for et uheld med bilen og ikke kan køre videre.
Når du modtager bilen, skal du desuden kigge den grundigt efter for ridser, buler og andre skader, så du ikke kommer til at betale for en skade, der var på bilen, da du fik den. Tag evt. et billede af skaden og få udlejeren til at notere skaden.
Du skal også tjekke, at der er det sikkerhedsudstyr i bilen, der er påkrævet i landet. F. eks. advarselstrekant og sikkerhedsveste, hvis det er påkrævet.
Hvis du får en forkert bil
Får du en mindre bil, end du har bestilt, eller har den ikke det udstyr, som du har bedt om, så bed om en anden bil - eller bed om en reduktion i prisen.
Du skal ikke acceptere en bil, der er ringere, end hvad du har bestilt og betalt for.
Omvendt skal du ikke betale ekstra for bilen, hvis udlejningsselskabet opgraderer dig, fordi der ikke er flere biler tilbage i den klasse, som du har bestilt.
Når du afleverer bilen
Få udlejer til at gennemgå bilen ved aflevering. Både for at tjekke for skader, men også for at kontrollere om der er den mængde brændstof i tanken, som der skal være ifølge lejekontrakten.
Skal den f. eks. afleveres med fuld tank eller må du aflevere med næsten tom tank?
Få udlejer til at dokumentere at bilen er i orden, og hvis der er et problem, så få dokumenteret hvad problemet er. På den måde undgår du at få en kedelig overraskelse om en skade eller andre forhold, når du kommer hjem fra ferien.
Kommer man sent om aftenen, tidligt om morgenen, en søndag eller helligdag, kan man dog opleve, at der ikke er nogen at aflevere bilen til, så man blot skal parkere den og putte nøglerne gennem en brevsprække.
I sådan en situation er det en god ide at tage billeder af bilen forfra, bagfra og fra hver side for at dokumentere, at der ikke er nogen skader ved afleveringen. På den måde kan man sikre sig mod, at udlejer efterfølgende uberettiget påstår, at man har påført bilen skader.
Der kan blive trukket penge på din konto
Vær opmærksom på, at har du afleveret kreditinformationer og din underskrift på lejekontrakten, så skriver du samtidig under på, at eventuelle krav relateret til lejen kan trækkes på din konto.
F. eks. hvis du har forårsaget en skade, der ikke er dækket af forsikringen, eller hvis du har glemt at fylde tanken op, og det var en del af lejeaftalen.
Du kan dog også klage over uberettiget trækning over for kortudsteder (typisk din bank), der så kan afvise betalingen.
Du kan kontakte Forbruger Europa
Oplever du at få et uberettiget erstatningskrav, kan du også hente hjælp hos Forbruger Europa, der hører under Konkurrence- og Forbrygerstyrelsen.
Gennem Forbruger Europas søsterkontorer i Europa kan de hjælpe dig med en klage over udlejer i det pågældende land, hvor du har lejet bilen.
Forbruger Europa kan dog kun hjælpe ved billeje i lande i EU samt i Norge og Island, men ikke hvis du har lejet bilen i Danmark eller uden for EU, Norge og Island.