Grisk festarrangør svindler brudepar på stribe

Interne papirer afslører, at Ocean Club systematisk booker flere bryllupper på samme dato, selv om de kun kan holde én fest.

- Det var bare sådan en flad fornemmelse at have planlagt et bryllup i et år og betalt 100.000 kr. Så vil man gerne have det, man har booket og planlagt, og det var ikke det, vi fik.

Anette Berg Mortensen og hendes mand Søren Berg Mortensen sidder dybt skuffede tilbage efter det, der skulle have været deres livs store fest.

De blev gift 12. juni 2017 og skulle holde fest i lækre, maritime omgivelser på Ocean Club i Københavns Nordhavn.

Ender på en tapasbar

Men fire dage før brylluppet bliver parret ringet op af en person fra Ocean Club, der forklarer, at en anden medarbejder har booket en fest på samme dato. Den pågældende medarbejder har bare glemt at skrive det første bryllup i kalenderen.

- Han foreslår, at vi kan finde en anden dato, men vi har fløjet gæster ind fra USA, og alt er planlagt med præsten. Fire dage før et bryllup er der jo ikke noget at gøre. Man kan jo ikke selv nå at få stablet en fest på benene, og de har jo alle vores penge, så vi føler os presset til at gå med de muligheder, de giver os, siger Søren Berg Mortensen.

Den mulighed viser sig at være alt andet end det, parret har drømt om og betalt 100.000 kr. for.

- Det er en tapasbar i et shoppingcenter, siger Anette Berg Mortensen.

- Vores venner og familie hygger sig, men det er bare ikke det, vi har bestilt og betalt for. Vi blev taget i røven. De har snydt os bevidst og på det groveste, siger hun.

De magter bare ikke opgaven!

DR’s forbrugerprogram Kontant har været i kontakt med en lang række brudepar, der fortæller lignende historier om dyre bryllupper, der aflyses eller flyttes med kort varsel og efterlader parrene med mindet om en bryllupsfest, der langt fra levede op til det de drømte om og betalte for.

Ocean Club er da også et kendt navn i Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme, der behandler klager over firmaer i branchen, hvis det, de har leveret, ikke lever op til kundernes forventninger.

Her har Ocean Club tabt flere sager, men efterfølgende nægtet at følge nævnets afgørelser.

Også på Trustpilot hagler kritikken ned over firmaet, der får to stjerner og en samlet bedømmelse under middel, der betegner ”en utilstrækkelig oplevelse med mange gnidninger”, eller som en kvinde skriver i sin anmeldelse:

- Ungt, uerfarent og nedladende team der tilsyneladende ikke kommunikerer sammen eller samarbejder. De magter bare ikke opgaven! Jeg kan på ingen måde anbefale nogen som helst at lade Ocean Club stå for et arrangement.

Interne papirer afslører dobbeltbookinger i 2018

Men på trods af afgørelsen i ankenævnet og de mange dårlige anmeldelser på Trustpilot kan Ocean Club fortsætte i samme spor, og det gør firmaet og folkene bag i stor stil.

Kontant er kommet i besiddelse af interne papirer fra Ocean Club, der viser stribevis af dobbeltbookinger hen over foråret og sommeren 2018, som det ses her:

Af listen fremgår det blandt andet, at en kvinde ved navn Maria har booket et bryllup på Ocean Club 11. august 2018. Men det samme har en anden person ved navn Oxholm.

Ingen af de bryllupper ser ud til at blive til noget. Maria Schøn og Michael Planck Schøn Hansen står derfor til at miste de 75.000 kr., de har betalt for deres bryllup 11. august.

- Det er selvfølgelig aldrig rart at miste så mange penge, og det tager noget tid at komme sig over at være blevet bedraget, siger Maria Schøn.

- Det skal andre bare ikke opleve. Man skal ikke sidde og have ondt i maven over den største dag i ens liv, siger Michael Planck Schøn Hansen.

Men listen over dobbeltbookinger er lang, så mange andre brudepar må også vinke farvel til deres drømmebryllup. Ifølge Kontants oplysninger er der indbetalt mere end to millioner kr. i depositum til Ocean Club for arrangementer i 2018.

Direktør: Jeg er trængt op i en krog

Simone Gregersen er direktør i firmaet IM Investgruppen Aps, der står bag Ocean Club.

Hun hævder at være indsat som direktør, alene fordi hun kunne skaffe stedet en spiritusbevilling. Men hun erkender at have kendt til de mange dobbeltbookinger og kan godt forstå kundernes frustrationer.

- Jeg kan godt forstå deres syn på det her lige nu, og de tænker, jeg har været med i det. Men sandheden er, at jeg er blevet trængt op i en krog, hvor manden har stået og fortalt mig, at jeg er direktør i firmaet, og hvis jeg ikke afholder bryllupperne, går de til mig. Jeg kan sagtens se, at jeg burde have sagt fra lang tid før, men jeg har samtidig gjort det, fordi jeg gerne ville have, at de her mennesker fik et godt bryllup, lyder forklaringen fra Simone Gregersen.

Flere problemer på Ocean Club

Manden, hun taler om, er en Meik Pizziuti, og ifølge Simone Gregersen er han hjernen bag den systematiske svindel med dobbeltbookinger.

- Den eneste der tager imod betaling, det er Meik. Den eneste der bekræfter en dato, det er Meik. Det er mig, der tager fremvisningerne og sælger konceptet og bryllupperne, og så overgår man til Meik angående betaling og datobekræftelse, for det vil jeg ikke have noget med at gøre på grund af alt det her, siger hun.

Simone Gregersen afviser at have tjent penge på de mange dobbeltbookinger, ligesom hun heller ikke mener at kunne hjælpe de brudepar, der står til at miste alle de penge, de har betalt for en fest, de aldrig får.

Kontant har forsøgt at få Meik Pizziuti i tale, men han afviser at stille op til et interview med Jakob Illeborg.

Det viser sig bare, at der er flere problematiske forhold angående Ocean Club og måden, stedet drives på, så Kontant fortsætter med at undersøge stedet og folkene bag.

Se ”Kontant: Snydt for vores drømmebryllup (1:2)” i aften 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter