GUIDE Undgå svindel, når du handler på nettet

Der kan være flere fordele ved at købe brugte varer på nettet, men handler du med en privat, er du dårligt beskyttet.

Det kan være både billigere og mere miljøvenligt at handle brugt på sider som DBA og Facebook Marketplace. Men risikoen for at blive snydt stiger også i takt med chancen for at gøre et godt kup.

DR’s forbrugerprogram, Kontant, kan i dag fortælle, hvordan forbrugere har oplevet svindel, når de har handlet med private på nettet.

Når du handler med en privat sælger, er du ikke dækket af købeloven, og dermed har du ingen lovbestemt fortrydelsesret. Derfor skal du se dig godt for, før du køber brugte varer af private.

1

Undersøg varen:

Lyder det for godt til at være sandt? Er varen urealistisk billig, så vær varsom med at købe den – det kan være en kopi eller en stjålet vare, hvilket gør handlen ulovlig. Spørg derfor også efter en original kvittering, specielt hvis du køber nyere varer.

2

Undersøg sælgeren:

Virker sælgeren troværdig?

Ved at søge på personen på nettet kan du undersøge, om sælgerens oplysninger stemmer overens med de oplysninger, som sælgeren har givet dig.

Nogle hjemmesider har også et ratingsystem, hvor brugerne kan give stjerner og skrive en kort anmeldelse af dem, de har handlet med. Undersøg, hvad andre brugere skriver om sælgeren.

Tjek også om sælgeren er NemID-valideret. Krav om NemID-validering gør det sværere for svindlerne, men svindel med NemID forekommer også, så det er ingen garanti.

3

Face-to-face:

Den sikreste måde at handle på er ved at mødes med sælgeren face-to-face. Her har du mulighed for at se varen, inden du betaler, og sikre dig, at varen faktisk eksisterer.

Ønsker personen, du handler med, ikke at mødes, bør du være på vagt.

4

Betaling:

Det er en god idé at bruge MobilePay til at betale for varen. MobilePay er nemlig tilknyttet personens CPR-nummer, hvilket gør det nemmere at afsløre en eventuel svindler. Desuden får du på den måde også en kvittering på overførslen.

Pas på med at betale forud, hvis sælgeren skal sende varen til dig – du kan risikere, at den aldrig dukker op.

Du kan også vælge kun at handle på markedspladser, der tilbyder en betalingsløsning, så sælger ikke får pengene, før køber har fået varen og er tilfreds.

5

Reklamationsret:

Du har som udgangspunkt to års reklamationsret, hvis varen viser sig at være defekt eller have fejl. Sælgeren kan dog afskrive sig reklamationsretten ved at aftale med dig, at varen er “købt som beset” eller “købt med forbehold”.

Har du fået den originale kvittering og/eller garantibeviset af sælger, så gælder den normale købelov, hvis varen er under to år gammel og oprindeligt solgt af en dansk virksomhed. I dette tilfælde kan du klage til den butik, hvor varen er købt.

Kilder: forbrug.dk, taenk.dk

Facebook
Twitter