Historien om svindleren og charmøren Casper Rieper-Holm

I over 15 år har han fuppet og svindlet sig fra by til by med falske navne og vilde dækhistorier. Nu huserer han på den spanske solkyst, hvor Kontant banker på

Malaga på den spanske solkyst. Mange danskere bor her og nyder livet og varmen under sydligere himmelstrøg.

Nogle arbejder her, mens andre har taget folkepensionen med fra Danmark og nyder deres otium ved Middelhavet efter et langt arbejdsliv.

Men der bor også en yngre dansk mand med en noget anderledes fortid. Han er dømt i stribevis af sager om bedrageri og dokumentfalsk hjemme i Danmark, hvor han har opereret under en lang række dæknavne og vundet særligt kvinders tillid med charme og champagne og bildt dem ind, at han er millionærarving.

Nu huserer den danske mand på Solkysten, hvor han kalder sig Tino El’tinus.

Men da Kontant banker på, og han åbner døren, er han blottet for charme, og verdensmanden er ikke til at få øje på.

- Hvad fanden laver I her? Fuck af med jer, siger han og smækker døren i.

Jakob Illeborg banker på igen, for Kontant har gennem længere tid været på sporet af manden og vil gerne have hans kommentar til en række anklager om svindel og bedrag. Og han lukker også op igen. For det er langt fra første gang, Casper Rieper-Holm møder denne type beskydninger.

Det gyldne krus

I sommeren 2004 træder en yngre Casper Rieper-Holm ind på værtshuset Det Gyldne Krus i Grenå. Han er charmerende og veltalende og præsenterer sig som Noa Jason Kastrup. Han falder i snak med folk omkring sig, men han er der ikke bare for at få sig en sludder og en øl. Han har et tilbud til stedets ejere, så da Conny Stoffer træder ind, skruer han op for den charme, der både før og siden har fået paraderne til at falde hos dem, han møder og kostet dem masser af penge og lige så mange bekymringer.

- Da jeg kommer ind, råber han; hej Conny! Jeg kigger og siger; kender jeg dig? Nej, det gør du bestemt ikke, men jeg kender dig. Han ville bare lige give mig et tilbud, fordi han syntes, det var så hyggeligt, så han ville gerne købe Kruset, fortæller hun efterfølgende til DR.

Conny Stoffer og hendes mand Henning lukker den unge Noa Jason Kastrup ind i deres liv. Han bliver hurtigt en god ven af familien og indleder også et forhold til parrets datter. Han befinder sig godt i byen og på Det Gyldne Krus, og for familien Stoffer kan situationen ikke være bedre.

- Vi syntes, det var dejligt, hvis han købte Kruset og samtidig kunne have været vores svigersøn. Det ville have været os en stor glæde, fordi vi holder utrolig meget af stedet dernede. Det var dejligt, at det næsten blev i familien, siger Conny Stoffer.

Det er næsten for godt til at være sandt, og som familien og andre siden vil erfare, er det ofte tilfældet, når Casper Rieper-Holm er i nærheden. For da pengene skal falde, og Casper Rieper-Holm skal overtage Det Gyldne Krus, indfinder virkeligheden sig.

- Jeg tjekkede vores konto mandag morgen, der var ingen penge. Tirsdag tjekkede vi igen, der var ingen penge, fortæller Henning Stoffer.

Conny og Henning Stoffer går til politiet, og da går det op for dem, at Noa Jason Kastrup i virkeligheden hedder Casper Rieper-Holm. Han bliver siden idømt et års fængsel for bedrageri samt en erstatning til familien Stoffer på 131.929 kroner.

Verdensmand og storcharmør

Historien fra Grenå er et klassisk eksempel på Casper Rieper-Holms fremgangsmåde. Han dukker op ud af det blå og skruer charmen på med verdensmandsattitude, store armbevægelser og besnærende historier om rigdom og risikovillig kapital.

Han får lov at købe på klods og fører sig frem som den gavmilde giver på værtshuse og diskoteker. Med charme og champagne vinder han folk for sig, og stemningen er god. Men når regningen skal betales, eller den lovede investering skal falde, er Casper Rieper-Holm væk. Spørg bare i Aalborg, hvor en dansk-canadisk ishockeyspiller dukkede op og ville hjælpe den lokale ishockeyklub. Spørg i Nørresundby, hvor en millionær fra Schweiz pludselig ville købe den forhadte naziborg. Spørg i Assens hvor en Caspar Klaus von Kaufmann Kastrup underskrev en aftale om at købe Marcussens Hotel for 11 millioner kroner. Og spørg på D’Angleterre i København, hvor han spiste og drak for 52.000 kroner på to dage med et falsk kreditkort.

Listen er lang, og på mange af landets lokalaviser er der en artikel eller to i arkiverne med endnu et kapitel til fortællingen om Casper Rieper-Holm. For hans flamboyante fremfærd og luftkasteller er godt stof. Og selv om Casper Rieper-Holm vækker opsigt med sine svindelnumre, er han altid på vej videre, og sådan går det fra Aalborg til Nørresundby til Aarhus videre til Assens op til Grenå og siden Viborg og Skive.

Redningsmanden Casper Peter George Peterson

Men 5. februar 2009 ender hans fupnummer i flere landsdækkende aviser, efter han har kastet sin kærlighed på håndboldklubben Slagelse FH. De gyldne år under Anja Andersen er forbi. Klubben er bundprop i Guldbageren Ligaen, og kassen er tom. Klubbens leder Bjarne Stenbæk sidder med ansvaret for økonomien, og i DR-programmet ”Forført af en svindler” fortæller han i 2015 om sit møde med Casper Rieper-Holm.

- Jeg følte, jeg var under et voldsomt pres. Jeg følte jo, jeg havde ansvaret for de spillere, som spillede her og de aftaler, der var indgået med dem og den forsikring om, at de kunne få deres løn.

Bjarne Stenbæk og bestyrelsen kæmper til det sidste for at redde klubben. En konkurs virker uundgåelig, men i 11. time ringer telefonen.

- Så ringer den her mand og siger, at han kan løse vores problemer. Han er ud af en meget rig familie. Han vil komme til Danmark næste dag og kunne være i Slagelse klokken syv om aftenen, og så ville han rage alle kastanjer ud af ilden.

Manden ankommer til klubben og præsenterer sig som Casper Peter George Peterson – barnebarn af stifteren af Blackstone Gruppen, et amerikansk investeringsselskab i milliardklassen.

Champagne, hotdogs og et chok

Casper Peter George Peterson imponerer ledelsen i håndboldklubben, og med tydelig amerikansk accent fortæller han historien om sit Rolex-ur, som han har vundet i en tenniskamp mod Frederik Fetterlein. Han viser også en Wikipedia-side om Blaskstone Gruppen, hvor hans egen historie er beskrevet.

- Dengang vidste vi ikke, at man kunne gå ind og selv skrive sig ind. Normalt tror man jo, at det, folk siger, er rigtigt, fortæller Bjarne Stenbæk.

Casper Peter George Peterson er efter eget udsagn klar til at kaste 1,5 millioner kroner i klubben og lufter også tanken om at indgå et fem-årigt sponsorat for et endnu større beløb.

Han foregiver at overføre de 1,5 millioner kroner fra sin konto i Schweiz og udskriver en kvittering på det overførte beløb. Stemningen er lettere euforisk, og sammen med ledelsen i håndboldklubben fejrer Casper Peter George Peterson det nye samarbejde med champagne og hotdogs.

- Der var vi rigtig glade, og der blev givet krammere. Det var en hård tid, der var afsluttet, husker Bjarne Stenbæk.

Men da klubbens kasserer dagen efter går overførslen på 1,5 millioner kroner efter, står det klart, at kvitteringen er udskrevet fra en demoside. I USA kender Blackstone Gruppen intet til Casper Peter George Peterson, og mens spillerne fra Slagelse FH er på vej til kamp mod Ikast-Brande EH 4. februar 2009, bliver Casper Rieper-Holms fupnummer opdaget, og under kampen forlader han Ikast-Brande Arena og journalisternes mange spørgsmål.

Et alter ego til hvert et fupnummer

Når Casper Rieper-holm ikke snyder og bedrager godtroende danskere, er det ofte, fordi han sidder i fængsel. Der er domme for vold, bedrageri og dokumentfalsk på straffeattesten, men det stopper ham ikke.

- Jeg erkender, at jeg er kriminel. Jeg ved, hvad jeg har gjort, jeg ved, hvad jeg kan. Jeg giver ikke min familie skylden for det. Det er noget, jeg har valgt, siger han til DR i 2005.

Men når han kan blive ved, er det fordi, han flytter fra by til by og skifter navn, når han har brug for det, og det har han tit.

En hurtig Google-søgning på ”Casper Rieper-Holm” kaster ordene svindel, bedrag, løgn og skingrende gal af sig i de første fire søgeresultater. Men navnet er det mindste problem, når man hedder Casper Rieper-Holm. For så hedder man også Zasper Rubinstein, Casper Bek Augustinus, Noa Brask Thomsen, Caspar Klaus von Kaufmann eller Casper Mikael Holm Goldschmidt. Til hvert fupnummer har Casper Rieper-Holm sit eget alter ego. Listen af dæknavne er lang og kulørt og ofte inspireret af velhavere i ind- og udland, der associeres med rigdom og luksus. Under researchen til denne artikel er vi på Kontant støt på ikke mindre end 18 forskellige dæknavne, der alle fører tilbage til Casper Rieper-Holm.

I de fleste tilfælde finder ofrene først ud af, at den er gal, når Casper Rieper-Holm er rejst, og skaden er sket, men på et tidspunkt forsøger Casper Rieper-Holm at franarre en autoforhandler en Audi A8, og da går det galt. Det forsøgte bedrag bliver opdaget, da autoforhandleren kontakter den danske forretningsmand og milliardær Mikael Goldschmidt for at høre, om det er rigtigt, at køberen er hans søn.

Navnet Goldschmidt dukker også op på en café i Kolding, hvor Casper Rieper-Holm drikker champagne på regning og stikker af uden at betale. Mikael Goldschmidt forfølger sagen gennem sin advokat, og Casper Rieper-Holm har i dag et polititilhold mod at bruge familiens navn. Men der er så mange navne, når man ikke kan nøjes med det på dåbsattesten.

Søn af Thorkild Thyrring

Så i 2014 hedder han Casper Casser, da han står ud af flyet på den græske ferieø Rhodos. Han er nu marinbiolog og søn af den danske racerkører Thorkild Thyrring. Året forinden har Casper Rieper-Holm været på ferie på øen med sin daværende kæreste og hendes to børn. Ferien på Rhodos har givet Casper Rieper-Holm smag på mere, og nu vender han tilbage – denne gang som single. Eks-kæresten har smidt ham på porten og sidder tilbage i Skive med en gæld på 300.000 kroner. Det fortæller hun til Nordjyske i en længere artikel om Casper Rieper-Holm i april 2014.

Før han rejser til Rhodos, skriver han til Tina Christoffersen. Hun bor på øen, hvor hun er administrator på en Facebook-gruppe for danskere.

- Det undrer mig jo, at Thorkild Thyrring har en søn, der er marinbiolog. Det kunne jeg simpelthen ikke få til at hænge sammen. Men det kan jo godt være. Jeg kender jo ikke Thorkild Thyrring, og så tænker jeg faktisk ikke mere over det, fortæller hun sidenhen i DR-programmet ”Forført af en svindler”.

Charmøren fyrer den af og kører galt

Tina Christoffersen hjælper Casper Casser med at finde et sted at bo, og på kort tid charmer han sig ind på sine nye naboer, de britiske pensionister Gloria og Trevor Mcilveen. Han bilder dem ind, at han arbejder for Greenpeace. De hører også, at faren er stenrig og Casper skal overtage hans firma. Men han har mistet pas og penge i lufthavnen, så Gloria Mcilveen låner ham 100 Euro. De aftaler også, at Casper kan spise fast hos ægteparret, mod at han betaler for dagligvarerne.

Når mørket falder på, kan de lokale møde charmøren og levemanden Casper Casser i nattelivet i festbyen Faliraki på øens vestkyst. Han praler om penge og fortæller om sin rige far, og med sin tillidsvækkende facon får han også her lov til at købe på klods på de lokale barer og værtshuse. Men en nat stopper det græske eventyr, da han kører galt på vej hjem i en lejebil, han har lånt af Gloria Mcilveen.

Kort tid efter er Casper Rieper-Holm forduftet. Ud over regningen for reparation af bilen på 26.000 kroner, efterlader han sig ubetalte regninger på barer og natklubber uden at se sig tilbage. Men han efterlader også én ting mere. Overfor nogle lokale har han præsenteret sig som Casper K. Abildgaard, og da Tina Christoffersen hører det, googler hun navnet.

- Da finder jeg noget, hvor han har brugt det navn til noget andet svindel i Danmark, og der står hans rigtige navn. Så søger jeg på det, og så popper det billede op, og så vidste vi jo godt, hvem han var, siger hun.

Fis nu af med jer!

I dag lever Casper Rieper-Holm så igen under sydens sol. Han kalder sig nu Tino El’tinus, men ellers kører han i samme rille. Med charme og verdensmandsattitude snører han folk og misbruger deres velvilje og tillid. En har mistet 80.000 kr. i mødet med den danske charlatan. En anden er 45.000 kroner fattigere, og par fra Nordjylland fortæller Kontant, at de er blevet fuppet for 37.500 kroner.

Jakob Illeborg banker på igen og spørger til de forskellige sager, og ud kommer Casper Rieper-Holm, som du kan se i videoen her:

Han indvilger i at møde Kontant på en bar i nærheden senere på dagen til et interview. Men dukker han mon op?

Læs anden del af historien om Casper Rieper-Holm.

Følg Kontant på Facebook hvor du kan se, hvilke historier vi arbejder på og deltage i debatten.

Facebook
Twitter