Indsamlede millioner til hjertestartere: Formand tiltalt for skyldnersvig

Der blev hverken betalt moms eller lavet regnskab i foreningen 'Kunsten at redde liv', og kunderne blev ladt i stikken efter konkurs.

Her ses formanden for 'Kunsten at redde liv', Henrik Andreasen, i en Youtube-video.

- Når man har med svindlere at gøre, findes hæderlighed og anstændighed ikke.

Sådan siger Hans Thomsen fra det lille fiskerleje Gyldendal ved Limfjorden. Han er formand for Gyldendal Støtte-/ og Beboerforening, der sammen med andre gode kræfter i området samlede knap 23.000 kr. ind til en hjertestarter og købte den gennem foreningen 'Kunsten at redde liv' i januar 2018.

- Vi betalte, men der skete ikke noget. Efter 14 dage prøvede jeg at ringe til 'Kunsten at redde liv', men fik en telefonsvarer der sagde, at de var gået konkurs, fortæller Hans Thomsen.

I en årrække stod foreningen 'Kunsten at redde liv' i spidsen for tusindvis af indsamlinger til hjertestartere over hele landet, men i februar 2018 – kort efter Hans Thomsen indbetalte pengene – gik foreningen pludselig konkurs, og Hans Thomsen har hverken set hjertestarteren eller pengene.

- Når jeg ser på forløbet, og det kurator skriver, tror jeg desværre, man må sige, at den kære formand for foreningen har haft til hensigt at svindle hele tiden, siger Hans Thomsen.

Hjertestarter løb tør for strøm

Men 'Kunsten at redde liv' stod ikke kun for at samle ind og hænge hjertestartere op. Foreningen tilbød også de serviceaftaler, der skal sikre, at det livreddende udstyr fungerer, og har strøm på batterierne.

Med konkursen ophørte samtlige serviceaftaler fra den ene dag til den anden, og det kunne have fået alvorlige konsekvenser i landsbyen Rostrup nord for Hobro.

- Min hjertestarter virkede faktisk ikke, fordi den ikke var blevet serviceret. Jeg blev rasende, for hvis vi skulle have brugt den, havde den ikke virket, siger Dorte Laursen, der driver 'Min Købmand' i byen, hvor 'Kunsten at redde liv' stod for indsamling og opsætning af en hjertestarter.

Da Dorte Laursen opdagede, hvad er var sket, kontaktede hun 'Kunsten at redde liv', men ligesom Hans Thomsen, måtte hun sande, at foreningen var ophørt.

- Der var ingen hjælp at hente. De var lukket ned, fortæller hun.

Hævede 500.000 kr. i kontanter

DR’s forbrugerprogram Kontant har undersøgt, hvad der skete op til konkursen i 'Kunsten at redde liv' og fået aktindsigt i dokumenter fra Retten i Randers. Her er der flere ting ved driften af den velgørende non-profit-forening, der springer i øjnene.

Eksempelvis har foreningen en gæld til Skat på over seks millioner kroner, fordi foreningen i en lang årrække ikke betalte moms af de hjertestartere, foreningen købte.

Foreningen har heller aldrig indgivet regnskab, og så er der foretaget kontante hævninger for over 500.000 kr. de sidste to år før konkursen.

Endelig skjulte foreningens formand, Henrik Andreasen, 50 hjertestartere hos en bekendt i forbindelse med konkursen, men hævdede at der ikke var værdier tilbage i boet.

Voldsomt uetisk

I Brancheforeningen for hjertestartere er der flere forhold, der undrer formand Frederik Folke, når han ser på 'Kunsten at redde liv'.

- Der var ikke åbenhed om, hvor mange penge der blev samlet ind og dermed om, hvornår grænsen for det beløb, der skulle samles ind, var nået. Dermed var der stor risiko for, at der blev samlet langt mere ind, end der var behov for. Jeg kan være bange for, at man har set en mulighed for at tjene nemme penge på at sælge hjertestartere her, siger Frederik Folke.

Han kritiserer også forløbet i forbindelsen med konkursen, hvor kunderne blev ladt i stikken.

- Flere hundrede personer har købt en hjertestarter i god tro og regnet med, at der er en serviceaftale. Den er så bortfaldet, uden at de er blevet informeret om det. Det er voldsomt uetisk, siger han.

Jeg har ikke haft styr på det

Henrik Andreasen er i dag idømt tre års konkurskarantæne som følge af sagen om 'Kunsten at redde liv' og afventer nu en retssag ved Retten i Randers. Overfor Kontant lyder forklaringen, at tingene voksede ham over hovedet.

- Det gik alt for stærkt, og lige pludselig var vi en masse medarbejdere og fik sat en masse hjertestartere op. Men jeg har ikke haft styr på det overhovedet, siger han og forklarer konkursen med regulært overforbrug.

- Vi har haft for mange udgifter i forhold til indtægter. Vi kom ærlig talt til at give medarbejderne for meget i løn, siger han.

Henrik Andreasen hævder, at de kunder, der ikke nåede at få en hjertestarter, fik pengene tilbage, men hvorfor det ikke skete i Hans Thomsens tilfælde, kan han ikke forklare.

- Det kan godt være, at der er en enkelt, der er smuttet, siger han.

Den halve million i kontanthævninger kan han heller ikke redegøre for.

- De må jo være brugt. Vi havde kun ét kort, og vi var flere medarbejdere, der brugte penge, så derfor havde vi penge på kontoret. Det er meget normalt, siger han, og afviser at pengene er gået til ham selv.